Jeg husker, hvordan jeg – som systemudvikler – engang sad foran en computer og prøvede på at finde en fejl i et softwareprogram. Der var tusindvis af linjer med koder, og jeg havde kigget på hver del af hver kode, hvor jeg mente, der kunne være et problem, men havde ikke fundet noget. Deadline nærmede sig, og jeg havde ingen idé om, hvad jeg skulle gøre.
Når jeg befinder mig i sådan en situation, det være sig i forbindelse med software eller noget helt andet, tager jeg ofte tilflugt i disse vers fra Bibelen: ”Stol på Herren af hele dit hjerte, men forlad dig ikke på din forstand; hav ham i tanke på alle dine veje, så jævner han dine stier” (Ordsprogenes Bog 3:5, 6).
Jeg anerkendte derfor Gud som den sande kilde til al intelligens – som det guddommelige Sind, der véd alt. Jeg anerkendte Gud som mit Sind og mig selv som Guds barn, som det direkte, uafbrudte udtryk for det uendelige Sind, med ubegrænset evne til at vide og gøre, hvad der er nødvendigt for at bringe klarhed og orden i enhver situation.
Bibelen siger også: ”Lad det samme sindelag være i jer, som var i Kristus Jesus” (Paulus’ Brev til Filipperne 2:5). Det var netop, hvad jeg så prøvede at gøre, at forlade mig på Kristus – det guddommelige Sind, som meddeler sig til os mennesker – for at kaste lys over mine handlinger, sådan som Jesus gjorde det.
Pludselig dukkede navnet på en bestemte computerfil op i min tanke. Jeg havde allerede set på denne fil uden held, men åbnede den igen. Heller ikke denne gang så jeg noget problem, men noget i filen mindede mig om en anden fil, som ikke syntes at have noget med problemet at gøre. Fordi jeg nu støttede mig til guddommelig ledelse frem for ’min egen forstand’, indså jeg, at det ville være klogt at følge denne ledelse fra det guddommelige Sind. Jeg åbnede den anden fil, og meget hurtigt opdagede jeg det forstyrrende element i koden: der manglede et semikolon i en linje. Jeg satte det ind, og en testkørsel bekræftede, at problemet var løst.
Det er, hvad jeg kalder, at forlade sig på virkelig intelligens. ”Kunstig intelligens” forsøger at efterligne menneskelig intelligens ved hjælp af computerteknologi. Meget af det, jeg har læst om kunstig intelligens, baserer dets slutninger på den forudsætning, at mennesket er en biologisk maskine, og at menneskelig bevidsthed er en forherliget computer.
Erfaringer som den, jeg lige har berettet om, illustrerer – for mig at se – et mindre begrænsende udgangspunkt: at sand intelligens er baseret på Ånd eller Gud, og at menneskelig bevidsthed, fyldt af Kristus-ånden, er fri til at handle ud fra uendelighed som udgangspunkt. Som grundlæggeren af denne avis, Mary Baker Eddy, skrev: ”Når det menneskelige sind gennemtrænges af denne åndelige forståelse, bliver det mere elastisk, vil kunne udholde mere, frigøres i nogen grad fra sig selv og kræver mindre hvile.” (Videnskab og Helse med Nøgle til Skriften s. 128). Ånd har ikke nogen biologisk eller fysisk bestanddel og derfor ingen fysisk begrænsning. Det har Åndens afkom heller ikke.
Hver gang jeg hører om fremskridt inden for kunstig intelligens, er jeg dybt interesseret i de ideer, der har ført til disse teknologiske gennembrud. Og jeg har selv gjort flittig brug af nogle af disse gennembrud. Samtidig reflekterer jeg over de mange inspirerende indblik, som jeg har fået ved gang på gang at vende mig til Ånd som kilden til sand intelligens; og det altomfattende guddommelige Sinds uendelighed og almagt går på ny op for mig. Alt mindre end det er så sandelig kunstigt!
