Hvor er Gud, når uskyldige bliver dræbt?

Vi rystes i vores følelser, når medlemmer af en menighed forsamlet i bøn bliver ofre for en bevæbnet persons ondsindethed, hvor han dræber seks og sårer og terroriserer mange andre, som det skete i et sikh tempel i Wisconsin for ikke så lang tid siden. Det føles som en uhyggelig gentagelse af det, der skete blot få uger før i en biograf i Aurora, Colorado, hvor tolv blev dræbt og 58 andre såret.

Men ét ved jeg - trods aggressive forsøg fra nogle ekstremt religiøse sider på at påstå noget andet – så dræber Gud ikke visse mennesker som straf for andre menneskers synder. De mennesker, der påstår dette – i Kristi navn, er misinformeret om Kristus.

Når jeg hører om nogen, der er gået bort af en eller anden grund, så mærker jeg, at jeg virkelig skal passe på ikke at gå med til at give mit samtykke til, at døden er endelig. Min kristne overbevisning om livets evighed og Kristi magt til genopstandelse her og nu får mig til at forsvare, at den enkeltes liv fortsætter – selvom det er svært for mig at se, at det er sådan.

Jesus sagde : ”Og hvis nogen hører mine ord og ikke overholder dem, så dømmer jeg ham ikke; thi jeg er ikke kommen for at dømme verden, men for at frelse verden”  (Johannes Evangeliet 12:47). Sande kristne tror på, at Jesu liv udtrykte en sådan renhed, ydmyghed og autoritet, så hans liv inspirerer til radikal eftertanke hos andre – i den måde, de lever og tænker på. Har vi virkelig brug for, at flere mennesker dør som bevis på synd? Da jeg først hørte om skyderiet i Colorado, kunne jeg kun tænke på dengang, alle børnene blev dræbt på den tid, da Jesus blev født. Skrækslagen, som kong Herodes var, ved udsigten til, at dette lovede barn skulle afsætte ham, befalede han, at alle små børn under to år skulle dræbes. Som det beskrives i Bibelen, var der gråd og megen jamren (se Mattæus Evangeliet 2:18).

Ikke et af de børn fortjente at dø. Det eneste klare, jeg kan se omkring deres død, er det samme som ved  drabene for nylig: på en eller anden måde har deres uskyld beskyttet dem. Den livets evighed, som jeg har lært om ud fra Jesu eksempel, fortæller mig, at deres individualitet stadig er her – også selvom vi ikke fortsat fik den at se. Hvad enten et liv er langt eller kort, så bliver værdien af den enkeltes bidrag stående som en evig velsignelse. Den dybe sorg viger for taknemmelighedens trøst – taknemmeligheden for den velsignelse, de var i vores liv.

Det værste ved at forbinde Guds vilje med mord er, at det får os til at tvivle på, at der virkelig findes et sikkert grundlag for godhed. Hvis Kærlighedens velsignelse af børn er upålidelig, så lever vi i en konstant følelse af at tænke på, om vi behager Gud nok til at fortjene guddommelig velsignelse. At fortjene velvilje er ikke kristendom. Nåde er Guds omsorgsfulde indflydelse, der vedbliver at vække os op til vores arv som Guds sønner og døtre.

Mesteren var ikke eftergivende overfor det onde. Når Jesus afslørede hykleri og uvidenhed, kaldte han det ”en løgner, ja, løgnens fader”(Johannes Evangeliet 8:44 ). Det moralske idioti bag disse skyderier for nylig er baseret på løgne, som ikke kan forklares eller retfærdiggøres. Faktisk er det sådan, at jo mere vi prøver at forklare dem, i desto højere grad kommer vi til at lyde som et barn, der prøver at opretholde sine småløgne på trods af den åbenlyse mængde bevismateriale, der modsiger løgnene. Den eneste måde, man kan imødegå en løgn på, er at afsløre den og fordømme den. Alt, hvad der indfanger tanken med kødelige instinkter såsom had, hævn og karakterbrist, kan ikke være af Gud og må før eller siden underlægge sig guddommelig lov. 

”…Guds nærvær giver åndeligt lys, hvori mørket ikke findes… Guddommelig Kærlighed er vores håb, styrke og skjold” (Miscellaneous Writings 1883-1896, p. 113). Mary Baker Eddy skrev disse ord efter at have besøgt præsident Garfields morder. Hun tilskyndede sine tilhængere til at være på vagt overfor ting, der kunne forvanske deres mentale evner. Når vi står overfor tragedie, kan vi ikke tillade os at fornægte eller bebrejde Gud. Det afgørende er, at universets Skaber udtrykker alt liv, værner og opretholder det. Gud er den magt, der korrigerer gerningsmandens uvidenhed og trøster vore hjerter.