De fleste af os har på et eller andet tidspunkt følt os overvældet af en situation, vi stod i – det være sig en sygdom, et problemfyldt forhold eller en økonomisk krise. Sådan har jeg i hvert fald haft det. Men for et par år siden lærte jeg, at ligegyldigt hvor alvorligt og uløseligt et problem ser ud, kan det hurtigt give efter for en klarere forståelse af Guds althed.
En gang da vores hund havde en svulst på størrelse med en appelsin på sin hals, tog min mand hende til dyrlægen, som sagde, at der intet var, han kunne gøre. Han havde set den slags problemer mange gange før og var overbevist om, at selv om han opererede, ville tumoren vende tilbage.
Da kunne det have været let at føle sig besejret, eftersom svulsten så så substantiel og truende ud. Vores hund var et elsket medlem af vores familie, og jeg var dybt bekymret for hende. Men fordi jeg havde oplevet mange helbredelser ved brug af Kristen Videnskab, vidste jeg, at vi kunne stole på det guddommelige Sinds magt til at helbrede vores kære kæledyr.
Det blev klart for mig, at jeg matte se bort fra problemet og vende min tanke til Gud i bøn. Jeg vidste, at hvis jeg kunne se ud over det skræmmende billede, som de fysiske sanser viste og i stedet se sandheden om vores hund, sådan som Gud havde skabt hende, ville det bringe helbredelse.
Jeg slog op i Mary Baker Eddys Blandede Skrifter (Miscellaneous Writings 1883–1896) og fandt dette sted: ”Det, som aldrig har eksisteret, kan synes at være noget, der virkeligt eksisterer for denne tanke” (s. 5). “Denne tanke” henviser til det dødelige sinds opfattelse, den falske sans, der ser og føler alle ting materielt. Kristen Videnskab lærer, at modsat hvad de materielle sanser fortæller os, er Guds skabelse åndelig; Gud, Ånd, har aldrig skabt materie. Derfor er alt, hvad der eksisterer i virkeligheden en åndelig idé i det guddommelige Sind og udtrykker Sindets rene, udødelige godhed.
Da jeg tænkte over denne åndelige kendsgerning, blev det pludseligt klart for mig, at svulsten på vores hund, der syntes at være virkelig, faktisk aldrig havde eksisteret. Det var en vildfarelse, en illusion, som aldrig havde rørt hunden, eller som hverken hun eller jeg kunne erfare. Det var ikke min opgave at fjerne en svulst, men at se vores søde kæledyr som Gud så hende – åndelig og uberørt af det onde.
I løbet af ti minutter drænede svulsten til ingenting, og den vendte aldrig tilbage. Det, som slog mig mest af alt, var ikke, at svulsten forsvandt , men klarheden i den åbenbaring, at den fra begyndelsen af aldrig havde eksisteret.
Siden den gang har den videnskabelige fremgangsmåde, der har givet mest mening for mig været ikke at begynde med et materielt problem og så forsøge at helbrede det eller at få det væk, men at vide at uanset hvilket problem, der måtte tage sig ud som ægte og virkeligt og skræmmende, i virkeligheden er ”Det, som aldrig har eksisteret”.
I Videnskab og Helse med Nøgle til Skriften skriver Mary Baker Eddy: “Når vi vinder frem til at have mere tro på tilværelsens sandhed end vi har på vildfarelse, mere tro på Ånd end på materie, mere tro på at leve end på at dø, mere tro på Gud end på mennesker, da vil ingen materielle antagelser kunne hindre os i at helbrede syge og tilintetgøre vildfarelse” (s. 368).
I same bog siger hun om Kristus Jesus: ”Den ydmyge Nazaræer kuldkastede den antagelse, at synd, sygdom og død har magt” (s. 228).
En antagelse er en forestilling, som ikke er bevist at være rigtig, og I Kristen Videnskab hentyder ordet typisk til et postulat, der er baseret på materiel sans fremfor på åndelig kendsgerning. Det er en forestilling om, at Guds skabninger, mennesket indbefattet, er dødelige og derfor underlagt disharmoni, at vi har en materiel krop, der trues af arvelighed, smitte, ulykke osv.
Nu begynder jeg ofte mit helbredende arbejde med spørgsmålet: Hvad er antagelsen her? Hvad påstår dette problem at være, som jeg ved ikke kan være sandt på grund af, hvad jeg forstår om Gud og det, som Han skaber? Nogle gange er det en forbavsende åbenbaring, der viser sig ved at stille dette spørgsmål.
Hver dag læser vi eller hører vi om teorier om sundhed, med bl.a. forudsigelser om sygdom baseret på materielle faktorer såsom alder, kost og motion. Fordi disse teorier ”sælges” som sandhed, kan det være let at tage dem til sig uden at tænke over det. Med tiden kan de ændres eller endda vendes om, fordi de er antagelser, ikke kendsgerninger grundlagt af Gud. Selv en sejlivet materiel antagelse har ingen egentlig substans. Det er ligegyldigt, hvor mange år man må have troet, at jorden er flad, det har aldrig været sandt, ikke en gang et kort øjeblik.
Mary Baker Eddy anfører som den guddommelige Videnskabs udgangspunkt den kendsgerning, at Gud er Alt-i-alt og den eneste magt og intelligens. Derfor må vi begynde med det, som er virkeligt – altheden, der består i Gud og Guds fuldkomne åndelige udtryk – og afvise materielle antagelser som uvirkelige. Hvad der end er uligt det gode, kan måske synes og føles virkeligt, men har faktisk aldrig eksisteret.
Videnskab og Helse påpeger følgende: ”Da Gud, det gode, altid er nærværende, følger heraf i den guddommelige logik, at det onde, det godes formodede modsætning, aldrig er nærværende” (s. 72). Derfor hvad der end synes så overvældende, så vanskeligt at helbrede, så stort og truende, er simpelthen den formodede modsætning til det, som er og altid har været virkeligt.
Så nu spørger jeg mig selv: Hvad er den uforanderlige sandhed, der gemmer sig under antagelsen? Hvad er den åndelige kendsgerning, der altid har været der og altid vil være der? At forstå dette berøver det onde sin tilsyneladende magt i den menneskelige bevidsthed og lader det svinde ind til sin oprindelige intethed, ligesom alle forestillinger baseret på materien uundgåeligt gør. Og resultatet er helbredelse.