Er det naivt at håbe?
I et debatindlæg i avisen The New York Times den 19. april 2014 blev der argumenteret for, at tro og optimisme kan være former for fortrængning – ikke at se kendsgerningerne i øjnene – og at det kun forlænger vores lidelser. På trods af at min opdragelse i Kristen Videnskab gjorde, at jeg var helt uenig i grundtanken i dette indlæg, må jeg indrømme, at forfatterens synspunkt fik mig til at tænke dybere over, hvorfor vi håber – og hvad vi helt nøjagtigt håber på.
Fra én synsvinkel - at dømme ud fra, hvad vi erfarer med de fem fysiske sanser – så kan håb holde os oppe i svære tider, men det er i bedste fald spinkelt. Hvad så når det håb, vi klamrer os til, munder ud i skuffelse? Hvad så når munter optimisme ikke er nok til at hjælpe os over på den anden side af de forhindringer, vi møder?
Vi er taknemmelige for, at den varige arv, vi har efter Kristus Jesus, får os væk fra disse blindgyde-spørgsmål til et fuldstændigt anderledes spørgsmål om håb: Hvorfor er det, at håb er det klogeste svar på enhver tænkelig udfordring?
Jesu liv og gerning viste hen mod et helt anderledes syn på Skabelsen – som åndelig i stedet for materiel, et virkeligt himmerige, som er her og nu. Med sin helbreden og undervisning, åbnede han sine tilhængeres øjne for det uendeligt gode, som er selve det, vores liv er sammensat af, den substans vores univers består af. Begrænsninger, forhindringer, mangel – alt det, der vil vende os væk fra håbet – var ikke spor afskrækkende for Jesus. Hans klare åndelige syn løftede alle omkring ham op til at indse, at disse tyranniske skræmmebilleder simpelthen var misopfattelser af Gud, Sind, og af alt, som dette Sind omfatter - os selv iberegnet.
Den oprindelige definition af håb er at ’sætte sin lid til’ at ’forlade sig på’. Og Jesus forlod sig på Gud, for han var fuldstændigt overbevist om, at Gud er til at stole på. Han vidste, at Gud, som er Kærlighed, kun kender til Kærlighed – Hans Eget uendelige selv – og Kærlighedens fuldkomne værk. Guddommelig Kærlighed udelukker ingen, har intet tomrum, udøser kærlighed betingelsesløst og uophørligt.
Århundreder før Jesu tilsynekomst må Salmisten have fået et glimt af guddommelig Kærlighed, da han skrev: ”Hvorfor er du fortvivlet, min sjæl? Hvorfor skælver du i mig? Vent på Gud! For jeg skal takke ham på ny, min frelser og min Gud.” (Salmernes Bog 42:12).
Virkeligt håb indebærer i sidste ende at tænke anderledes – at se åndeligt.
Jeg kan godt lide, hvad Mary Baker Eddy skriver om dette i ”Videnskab og Helse med Nøgle til Skriften”: ”Åndelig sans, som modsiger de materielle sanser, omfatter intuition, håb, tro, forståelse, opfyldelse, virkelighed.” (s. 298).
Det er slet ikke naivt at håbe. Tværtimod – det er lige netop så klogt og vidtfavnende, som den Gud er, der ansporer os til det.
