Jeg har hele livet stolet på bøn og har altid oplevet, at det har været et effektivt svar, på en hvilken som helst udfordring.
For nylig har jeg dog lært en lektie, om betydningen af at forblive årvågen, og ikke være ligeglad over for nogen som helst vanskelighed.
I flere år havde jeg haft en skønhedsplet på den ene side af mit ansigt. Efter som den normalt var dækket af mit hår, gav jeg den ikke videre opmærksomhed. Sidste år begyndte den imidlertid at ændre udseende, og jeg kæmpede mod frygt.
Ved siden af mit regelmæssige åndelige studium, afsatte jeg hver dag tid til at bede for helbredelse. Idet jeg anerkendte, at Bibellektionerne i Kristen Videnskabs Kvartalshæfte er en grundlæggende kilde til behandling af en hvilken som helst udfordring i vores liv og i vores bønner for verden hver uge, vendte jeg mig specifikt til den, angående denne situation. Ved så mange lejligheder har jeg fundet netop det svar, jeg havde brug for, ved at studere en af disse lektioner.
Den pågældende uge indeholdt den beretningen om Jesus, der kommer forbi et goldt figentræ (se Mattæus-Evangeliet 21:19-22). Tilsyneladende forargede det ham, og han befalede, at intet ville gro på det mere. Til disciplenes bestyrtelse, visnede det bort. Jesus forklarede videre, at hvad som helst, der var uproduktivt og nytteløst, eller ikke var af Gud, ville blive rykket op med rode.
Jeg kunne se betydningen for min situation, med det samme. Væksten var grim, nytteløs og bestemt ikke af Gud, efter som alt, hvad Han har skabt, er godt og evigt. Jeg ræsonnerede videre, at kun vækst, der er åndelig – der udfolder en dybere, klarere forståelse af guddommelig virkelighed – kan være virkelig eller substantiel. I det jeg anerkendte Ånd, som den eneste Skaber, indså jeg at væksten på min ansigt ikke en gang kunne gøre krav på en begyndelse, efter som den var uden en åndelig oprindelse. Den havde ikke noget grundlag for at ændre udseende eller forblive.
Citaterne i Bibellektionen fra Videnskab og Helse med Nøgle til Skriften af Mary Baker Eddy var lige så lærerige. Jeg blev særligt tiltrukket af dette: ”Lad ikke noget krav om synd eller sygdom få lov til at udvikle sig i din tanke” (s. 390). Ordene krav og tanke, sprang mig i øjnene. Første gjorde de mig opmærksom på den kendsgerning, at det fysiske onde ikke var andet end en påstand, eller et mentalt forslag, ikke en faktisk tilstand, som jeg havde brug for at blive fri for. Dernæst, og det var det vigtigste, indså jeg, at jeg her fik at vide, at jeg ikke skulle tillade denne påstand at vokse i tanken. Det fysiske legeme nævnes overhovedet ikke i afsnittet. I et øjebliks klarhed kunne jeg se, at det eneste sted dette nogensinde havde påstået at eksistere, var i min tanke. Det tilhørte ikke mig, var ikke fæstnet til mig og kunne ikke vansire mig.
Resten af ugen holdt jeg fast ved disse ideer, i mine bønner. Jeg blev mere og mere sikker på, at jeg havde en Gud-given autoritet, til at bevise uvirkeligheden af dette mentale bedrageri. Efter som det ikke var en del af mig, kunne det ikke forstyrre mit velvære. Når som helst, jeg følte mig fristet til at undersøge væksten, mindede jeg mig selv om, hvor fjollet, det ville være, at kigge på det fysiske, for at bekræfte åndelig sandhed.
Dagligt, mens jeg stillede ind på min åndelig identitet, bekymrede jeg mig mindre om skønhedspletten, og forventede at se den visne bort, lige som det golde figentræ. I løbet af et par dage gjorde den præcis det, og er ikke vendt tilbage.
Det blev for mig, endnu et eksempel på denne praktiske Videnskabs fuldstændige pålidelighed.
Pambula Beach, New South Wales, Australia
