Jeg har altid elsket dyr – den skønhed, glæde og kærlighed, de så naturligt udtrykker. Jeg har været taknemmelig for gennem Kristen Videnskab at lære, at disse herlige egenskaber har deres oprindelse i Gud – at dyr såvel som mennesker er åndelige og er til for at udtrykke Guds natur. At vide dette har været en velsignelse for os i vores omsorg for familiens kæledyr. Vi ser i glimt, at ”Alle Guds skabninger, der bevæger sig i Videnskabens harmoni, er uskadelige, nyttige og uforgængelige ” (Videnskab og Helse med Nøgle til Skriften s. 514).
En af vores hunde fik to helbredelser, der lærte mig en del om at anvende Kristen Videnskab. Vores naboer fortalte, at deres hund var blevet aflivet, fordi den havde fået hoftesygdommen dysplasia. Jeg vidste, at dette ofte ramte den hunderace, vi havde. Efter at have været bortrejst kom jeg hjem til en hund, der havde smerter og ikke ville gå. Da jeg kiggede den ind i øjnene, så jeg frygt.
Det var næsten, som om den sagde, at den var bange for, at vi ikke ville beholde den, fordi den ikke kunne gå. Jeg følte medlidenhed med den og var sikker på, at lidelserne var en mental påvirkning, som ville smelte bort i den guddommelige Kærligheds nærvær. Guddommelig Kærlighed kan gøre, hvad en personlig opfattelse af kærlighed og de materielle sanser ikke formår – at opfatte den uændrede åndelige helhed i hvert eneste individuelle menneske eller dyr.
Hver dag bar jeg vores hund blidt udenfor, satte den ned og fortalte den, at som Guds skabning var den fuldkommen. Jeg fortalte den også, at fordi guddommelig Ånd er kilden til al bevægelse, kunne den gå, og jeg opmuntrede den til at prøve. Jeg bestræbte mig på bedre at kunne forstå, at fordi den var åndelig, kunne dens evne til uhindret at udtrykke kærlighed og glæde ikke være gået tabt. Efter nogle dage begyndte den forsigtigt at tage nogle skridt. Efter et par uger genvandt den fuldstændigt evnen til at gå og løbe, og den var i mange år fortsat et aktivt medlem af familien.
Ved en anden lejlighed ringede en nabo for at fortælle, at flere hunde i nabolaget havde fået en smitsom sygdom, der var livstruende for dem. Hun rådede mig til at holde min hund indenfor og beskrev detaljeret symptomerne.
Efter denne samtale tilbragte jeg nogen tid med at omslutte hele nabolaget i den sandhed, at der ingen smitte findes, fordi guddommelig Kærlighed aldrig skabte det onde eller gjorde, at det kunne gives videre. Jeg elsker, hvad der står i Videnskab og Helse: “Den indbyrdes kommunikation foregår altid fra Gud til Hans idé, mennesket” (s. 284).
Senere den dag begyndte vores hund at få de beskrevne symptomer. Da jeg allerede havde bedt, blev jeg ikke bange men fortsatte i tillid til, at det var umuligt for vores familie at blive påvirket af frygt, når vi forstod, at der kun er én skabelse, og at den er helt igennem god. Jeg nægtede simpelthen at tro, at vores hund var syg. Kort derefter forsvandt symptomerne, og den genoptog sine normale aktiviteter.
For nylig fik vores kat en helbredelse, der har inspireret mig til at praktisere sandheden mere konsekvent. Denne kat blev en del af vores familie, da vi flyttede ind for 20 år siden, og den har lært os meget. Den udtrykker konsekvent ro og et muntert ønske om at være sammen med alle – også andre katte og hunde. En af vores hunde holdt af at jagte og lege med denne kat, som altid reagerede med venlighed.
Sidste efterår blev kattens hals betændt. Der viste sig et sår, og katten holdt op med at spise og drikke. Efter nogle dage havde den tabt sig ret meget, og det så ud til, at den ikke kunne leve meget længere. Jeg forsøgte at gøre det så behageligt for den som muligt men blev meget trist over at skulle miste den.
Så en dag mens jeg kiggede på den, meldte der sig en stærk tanke hos mig: “Hvad laver du? Du er ved at tro på døden. Du véd da bedre! Du véd, at du skal stå imod den fristelse, det er at tro på, at der er noget liv adskilt fra Gud.”
I dét øjeblik besluttede jeg at holde op med at tro på dette billede på dødelighed. Jeg spurgte Gud, hvordan jeg kunne hjælpe katten gennem bøn. Jeg fik den idé, at selvom den altid så ud til at befinde sig godt med at leve sammen med hunde, kunne det være stressende at blive jagtet af meget større dyr. Jeg holdt fast ved ideen om, at ingen i Guds skabelse nogensinde har været offer eller forfølger. I den åndelige virkelighed har ingen ar eller sår efter noget, som en anden har sagt eller gjort. Paulus sagde om Gud: ”i ham lever og røres og er vi” (Apostlenes Gerninger 17:28). Vi lever i Guds rige, hvor der hersker samdrægtighed, sikkerhed og uskadelighed.
Lige efter fik jeg en idé om, hvordan jeg kunne give katten flydende mad, og den kunne løfte hovedet for at drikke. I nogen tid drak den lidt mere for hver dag, indtil den begyndte at indtage fast føde. Nu, syv måneder senere, er dens hals helbredt, dens vægt er normaliseret, og den er igen et aktivt medlem af familien. Dens indstilling overfor vores store labrador og vores puddelhund forbløffer mig. Den er altid så glad for at se dem, gnubber sig op ad dem og kan lide at ligge i deres nærhed.
Disse helbredelser har bestyrket min tro på, at hele skabelsen i virkeligheden her og nu er udtryk for guddommeligt Liv og Kærlighed. Det har været en stor glæde at opleve Kristen Videnskabs helbredelse med vores kæledyr.
Carla Stillman
Clarendon Hills, Illinois, US
