For nogle år siden blev jeg ringet op af en far, der bad om hjælp. Hans dreng var faldet ned fra et træ og havde beskadiget sin ankel, og han spurgte, om jeg ville bede for drengen. Han havde smerter og kunne ikke gå. Mens hans mor tog sig af ham, forsikrede jeg faren om, at jeg straks ville bede for drengen. Min egen datter var en gang blevet helbredt for, hvad der lignede en forskubbet knogle i det ene ben. Hun havde lært, at hun kunne stole på Gud for hjælp, uanset hvad problemet var. Intet var for vanskeligt for guddommelig Kærlighed.
Overvældet af medfølelse med drengen vidste jeg uden den mindste tvivl, at ikke blot han men også hans forældre var hjulpet af denne, samme Kærlighed. Og fordi Kærlighed ikke er nølende, kunne vi regne med en hurtig helbredelse.
Jeg havde siddet og læst i Kristen Videnskabs lærebog Videnskab og Helse med Nøgle til Skriften umiddelbart før opkaldet, så bogen lå opslået foran mig på skrivebordet. Da jeg så ned på de åbne sider, faldt mit blik på nogle ord fra Jesus til hans overraskede disciple, da han viste sig for dem efter opstandelsen. ”Ånd har jo ikke kød og ben, som I ser, jeg har”. (s. 45). Da jeg så op fra siden (hvor bogens forfatter Mary Baker Eddy forklarer den åndelige betydning af dette Bibel-vers) tænkte jeg: ”Lad dig ikke narre af det mentale billede af drengen som kød og ben. Det er ikke sådan, mennesket – og denne dreng – i virkeligheden er, hvilket også disciplene opdagede, da de genså Jesus. Drengens substans er Ånd, Gud, og han er åndelig.” Jeg følte mig fuldkommen overbevist om denne kendsgerning. For mig var dette en åndelig øjenåbner, der satte mig i stand til klart at se hans sande natur.
Mens jeg bad på denne måde og erkendte, at guddommelig Kærlighed havde skabt dette barn helt, uden brud, usårlig og aldrig faldet – begyndte denne åndelige opfattelse i mine tanker at erstatte den ængstelige opfattelse, at drengen var kommet til skade, og hans tilstand var kritisk. Jeg vidste også, at Kristus, Kærlighedens ånd, som var årsag til, at Jesus ynkedes over de syge og syndige – og som satte ham i stand til at helbrede øjeblikkeligt – denne Kærlighedens ånd var med drengens far og mor og mig. I dette øjeblik vidste jeg intuitivt, at drengen var ok.
Men så fik jeg en ængstelig tanke. Min bøn forekom alt for enkel. Var det virkelig alt? Hvad med anklen? Burde jeg ikke bede specielt for den? Da jeg atter rettede blikket ned i Videnskab og Helse, læste jeg: ”Mesteren sagde rent ud, at det legemlige ikke var Ånd …” (s. 46). Teksten forekom dristig og bydende. Jeg indså, at jeg ikke længere behøvede at være optaget af den materielle tilstand, da den jo ikke havde betydning for barnets velbefindende som Åndens genspejling. Da jeg nu var helt og holdent tilfreds med det, der var kommet til mig gennem bøn, fyldtes jeg af bevidstheden om Guds mægtige kærlighed, der ikke tillader nogen undtagelse fra eller afbrydelse af Kærlighedens lov om fuldkommen, åndelig væren. Hele bønnen havde varet mindre end to minutter.
Inden længe ringede moren og fortalte, at kort efter hendes mands opkald (til mig), havde hun og sønnen hørt nogle små lyde fra hans ankel. Lidt lige som lyden fra en ”lynlås, der blev lynet op”, syntes hun. Hun fortalte, at drengen straks holdt op med at græde, satte sig op og begyndte at tale om alt det spændende, der var sket i løbet af dagen uden at referere til benet. Kort efter rejste han sig op og gik. Helbredelsen var hurtig, fuldkommen og permanent.
Længe før sin opdagelse af Kristen Videnskab fandt Mary Baker Eddy ud af, at guddommelig Kærlighed kan helbrede. Engang hun havde feber, foreslog hendes mor, at hun bad til Gud, og feberen forsvandt. Hun skrev: ”Medens min Moder badede mine brændende hede Tindinger, bad hun mig om at støtte mig til Guds Kærlighed, som vilde give mig Ro, hvis jeg henvendte mig til Ham i Bøn, som jeg var vant til at gøre, og søgte Hans Ledelse. Jeg bad: og en mild Glød af usigelig Fryd kom over mig. Feberen var forsvundet, og jeg stod op, og i en normal Sundhedstilstand klædte jeg mig paa”. (Tilbageblik og Indblik, s. 13).
Senere forstod Mary Baker Eddy, at Kærlighed i virkeligheden var nøglen til helbredelse. Hun så Kærlighedens Videnskab – det godes guddommelige love, der er basis for den kristne kærlighed, der helbreder sygdom og synd. I Videnskab og Helse har hun forklaret, at ”Hvis Kristen-Videnskabsmanden når sin patient gennem guddommelig Kærlighed, vil helbredelsesarbejdet blive fuldbyrdet ved et enkelt besøg, og sygdommen vil forsvinde i sin oprindelige intethed som dug for morgensolen.” (s. 365).
Hvad vil det sige at nå sin patient gennem guddommelig Kærlighed? Jesus Kristus, der altid helbredte øjeblikkeligt, er et godt eksempel. Bibelen rummer utallige helbredelser, der skyldtes, at Jesus ”ynkedes inderligt”. Han mættede store skarer af sultne mennesker (Matt. 15:32-38), helbredte de blinde (20:30-34), de spedalske (Mark 1:40-45), de besatte (Mark 9:17-27) og oprejste de døde (Luk. 7:11-15).
Beretningen om, hvordan Jesus helbredte en mand, der var besat af ”en uren ånd”, er specielt interessant. For mig viser det, hvordan et Kærligheds-baseret, åndeligt videnskabeligt perspektiv helbreder selv det vanskeligste tilfælde. Ifølge apostlen Markus havde Jesus’ patient en sygehistorie med selvdestruktive, voldsomme anfald, som var rygtedes vidt omkring. Han var en udstødt, der boede i grave, nogle gange bundet med lænker. Men efter at han havde talt med Jesus ganske kort, var han pludselig helt rask. (Mark. 5:1-20). Jesu medlidenhed med sin næstes situation, satte ham i stand til at helbrede manden. Det satte Jesus i stand til at elske sin næste på en hellig måde og se igennem det ydre ind til det, som han i virkeligheden var – Guds egen lighed, helstøbt og ved forstandens fulde brug. Manden følte øjeblikkeligt virkningen af, at Jesus nåede sin patient videnskabeligt gennem guddommelig Kærlighed. Jesu åndelige hengivenhed og indstilling gengav manden hans mentale sundhed. Et råd fra Videnskab og Helse lyder: ”Når lægen ikke har denne åndelige kærlighed, mangler han tro på det guddommelige Sind og ejer ikke den erkendelse af uendelig Kærlighed, som alene skænker den helbredende kraft”.(s. 366).
I Markus’ beretning, ser det ikke ud til, at nogen anden end Jesus følte ægte kærlighed til den lidende mand, en kærlighed, der satte Jesus i stand til ikke at lade sig påvirke af mandens frygtindgydende opførsel. Nogle svinehyrder, der boede og arbejdede i nærheden, havde sandsynligvis længe været vidner til, hvor alvorlig mandens tilstand var, og det kan have været grunden til, at de ikke straks kunne godtage, at helbredelsen skete så let. Ifølge nogle Bibel-kommentatorer udspredte mange, der kendte mandens sygehistorie, deres ængstelige beretninger om, hvad der var sket. En ophidset hob tvang endda Jesus ud af byen, og manden, der var blevet helbredt, bad om lov til at følges med ham.
Men frygt kunne hverken standse mandens helbredelse eller forhindre ham i at fortælle andre om den. Jesu forståelse af guddommelig Kærligheds overherredømme over et begrænset, materielt livssyn udslettede frygten og dens foruroligende indvirkning på sind og legeme. Denne forståelse af åndelig væren er Kærlighedens Videnskab, som Jesus udøvede så virkningsfuldt. Han sagde til manden: ”Gå hjem til dine egne og fortæl dem, hvor store ting Herren har gjort imod dig, og at han har forbarmet sig over dig.”
Vi kan også her og nu forvente store resultater af vores bønner. Guds moderlige, omsorgsfulde og vejledende kærlighed har ingen begrænsninger i hverken tid eller rum. Gud er Kærlighed i går, i dag og altid. Vi har alle adgang til denne uendelige Kærlighed, og derfor kan vi straks udføre dens helbredende arbejde.
Michelle Nanouche, Kristen Videnskabs praktiserende
Saint Germain en Laye, Frankrig
