Når jeg mærker, at jeg beder for at ændre eller forbedre mine menneskelige forhold, ved jeg, at jeg er kommet på afveje.
Ved første øjekast kan denne erklæring lyde mærkelig. Skal vi ikke forvente, at vores bønner giver resultater? Jo, det skal vi helt sikkert. Men hvordan ser så sådanne resultater ud? Hvorfor beder vi i det hele taget?
En ting, vi absolut ikke skal forvente, at bøn gør, er, at den ændrer virkeligheden. Bibelen fortæller os mange steder, at Gud, det gode, er den eneste skaber, og at Hans skabelse derfor må være god – og ikke kun god, men fuldkommen (se Mattæus 5:48). Der er ingen idé i at forsøge at ændre på fuldkommenheden, selv om vi kunne.
Så derfor skulle vi måske bede for, at der skal ske forandringer i verden, som helt tydeligt er langt fra fuldkommen. Vi beder måske for, at syge, materielle kroppe bliver gjort raske eller at gøre det ubehagelige i livet til noget mere behageligt? Hvis jeg er ærlig overfor mig selv, så opdager jeg, at det alt for ofte netop er det, jeg prøver at gøre, når jeg beder. Men der er et problem ved denne fremgangsmåde.
Hvis materien er ufuldkommen og begrænset, hvad den helt bestemt er, kan den ikke være fra Gud, som er grænseløs fuldkommenhed. Derfor kan materie, når alt kommer til alt, ikke være virkelig. Så det at bede for at forbedre eller ændre den er spild af tid, fordi du overhovedet ikke kan have nogen indflydelse på noget, der ikke er virkeligt. Uanset hvor hårdt du prøver, kan du ikke ændre farven på en enhjørning, fordi der ikke findes sådan noget som en enhjørning.
Den erklæring, at materien er uvirkelig, er en grundlæggende lære i Kristen Videnskab. Mary Baker Eddy, opdageren og grundlæggeren, er utvetydig på dette punkt. Hun siger for eksempel på side 26 i Miscellaneous Writings 1883-1896: ”Gud er Alt-i-alt. Hvad kan være mere end Alt? Ingenting, og det er lige netop, hvad jeg kalder materien: Ingenting.” I Videnskab og Helse med Nøgle til Skriften siger hun: ”Når Åndens substans viser sig i Kristen Videnskab, erkendes materiens intethed.” (side 480) Hun har gennem sit forfatterskab skrevet hundredvis af lignende erklæringer.
Dette kan synes svært at forstå – da det er så helt modsat ”sund fornuft”, der defineres af de materielle sanser. Men at sige, at materien er uvirkelig, er ikke hen i vejret; det er heller ikke en esoterisk, filosofisk leg med ord uden praktisk betydning. Det er en dyb og fundamental sandhed om eksistens, og det er selve grundlaget for Kristen Videnskabs helbreden. I virkeligheden er der ingen materie, hverken smuk eller grim, ingen gammel eller ung materie, ingen god eller dårlig materie, ingen nyttig eller unyttig materie. Materien kan hverken få det bedre eller værre eller blive mere sund eller mere syg. Den kan ikke fødes, og den kan ikke dø. Den kan ikke gøre os noget, og vi kan ikke gøre den noget – lige så lidt som vi kan ride på en enhjørning. Heraf følger, at der overhovedet ingen mening er i at bede for at ændre på den uvirkelighed, som kaldes materien.
Vi beder for at åbne vores tanker, så vi føler, som Gud føler, ser, hvad Han ser og ved, hvad Han ved.
Der er ingen tvivl om, at materien synes meget virkelig. Hvorfor? Fordi vi tror, at den er virkelig. Ligesom enhver løgn eller illusion så synes materie og dens ledsagere - sygdomme, katastrofer, konflikter, krige, sågar død - at være virkelige i det omfang, vi tror på dem. Som Mary Baker Eddy siger i Det Godes Enhed: ”Hvad du ser, hører og føler, er en bevidsthedsform og kan ikke have nogen anden virkelighed end den forestilling, du nærer derom” (s. 8). Dette fører os direkte til svaret på spørgsmålet: Hvorfor beder vi? Vi beder for at ændre ”den forestilling, vi nærer”, med andre ord, vores bevidsthed.
De fleste Kristen Videnskabsmænd er godt klar over betydningen af tanken. Men det er afgørende at forstå, at når vi beder, forsøger vi ikke at ”bruge” vores menneskelige tanker, som er ”herinde”, for at ændre materien, som er ”derude”. Men vi beder for at åbne vores tanker, så vi føler, som Gud føler, ser, hvad Han ser og ved, hvad Han ved. Oprigtig, inderlig, vedholdende bøn bringer os tættere på Gud, og en mere åndelig opfattelse af væren erstatter en materiel opfattelse. Vi opfatter tingene anderledes, og vores menneskelige erfaring ændrer sig, så den genspejler denne nye opfattelse. Vi kalder disse ændringer helbredelser, og med rette. Men det er altid vores tænkning, ikke materien, der ændrer sig.
Hvad med de fantastiske helbredelser Jesus udførte - også opvækkelse af døde, som beskrevet i Bibelen? Hvad med de mange tusinde beviste (og ofte lægeligt bekræftede) helbredelser, der har været trykt i løbet af de sidste 140 år i stort antal i Kristen Videnskabs tidsskrifter? Mon ikke de viser, at bøn ændrer materien?
Nej! I hvert eneste tilfælde, uanset hvor fysisk problemet synes at være, er en helbredelse ikke en ændring af materien, men en ændring af opfattelsen – af tanken. Jeg fangede et glimt af dette i løbet af en oplevelse, jeg havde for mange år siden.
Da jeg som teenager var på sommerlejr, kom jeg til skade med min ankel i fodbold. Da jeg faldt, så jeg, at anklen bøjede i en ret vinkel i forhold til mit ben, og jeg hørte noget ligesom et smæld. Hurtigt begyndte det at gøre meget ondt, anklen blev hævet og misfarvet, og jeg kunne ikke støtte på foden. Jeg var den eneste Kristen Videnskabsmand i lejren, og jeg prøvede ikke at gøre noget væsen ud af det skete, men symptomerne blev værre. Samme aften ringede jeg til en Kristen Videnskabs praktiserende for at få hjælp i bøn. Jeg gik i seng og håbede på det bedste.
Jeg vågnede op midt om natten og følte stort ubehag. Jeg humpede over til en nærliggende bygning, hvor lyset ikke ville forstyrre nogen og begyndte at bede og arbejde med erklæringer fra et eksemplar af Videnskab og Helse, som jeg havde taget med på lejren. Erklæringerne bekræftede, at mennesket er åndeligt skabt og ikke prisgivet materielle omstændigheder. I begyndelsen syntes det bare som ord, men efterhånden åbnede jeg min tanke for de sandheder, de udtrykte, og en forventning om helbredelse begyndte at tage form.
Pludselig kom jeg til at tænke på, at en forstuvning hurtigt kan blive helbredt, men en brækket ankel vil det tage meget længere tid at helbrede. Lige i hælene på den tanke kom en stærk følelse af, at de sandheder, jeg tidligere havde erklæret, virkelig var sande: Jeg var åndelig, og derfor - uanset hvad materien kunne sige om min ankel - om den var forstuvet eller brækket eller endda helt okay, var irrelevant. Jeg var ikke skabt af materie og kunne ikke blive påvirket af den, hverken på godt eller ondt. I det øjeblik vidste jeg simpelthen, at dette var sandt; det var lige så naturligt og indlysende, som at to plus to er fire. I samme øjeblik forsvandt smerten. Anklen havde fået sin normale størrelse, misfarvningen var næsten helt forsvundet, og jeg gik helt normalt tilbage til sovesalen og sov godt resten af natten. Den næste dag var jeg ude på banen igen, og dagen efter var ethvert spor af skaden væk.
For den menneskelige opfattelse havde min ankel ændret sig fra en stærkt beskadiget materiel ankel til en sund ankel. Jeg var bestemt taknemmelig for, at følelsen af smerte og svaghed var blevet erstattet af en følelse af styrke og sundhed. Men det, der virkelig havde ændret sig, var min opfattelse af tingene. Åndeliggørelsen af tanken bestemte, hvad jeg så og følte. Materien havde intet at gøre med det.
Hvis dette stadig er svært at acceptere, så stil dig selv dette spørgsmål: Hvad skete der med de beskadigede ledbånd og sener, hævelsen og misfarvningen af materien, da min tanke ændrede sig? Hvor forsvandt de hen? Svaret er, at de ikke forsvandt nogen steder hen, fordi de lige fra begyndelsen aldrig havde været nogen steder, undtagen i min tanke. Da jeg holdt op med at acceptere dem som virkelige, mistede de den eneste virkelighed, de nogensinde syntes at have haft. Det var et tydeligt bevis på Mary Baker Eddys erklæring på side 14 i Videnskab og Helse med Nøgle til Skriften: ”Bliv dig for et eneste øjeblik bevidst, at Liv og intelligens er rent åndelige – hverken i eller af materie – og legemet vil da ikke ytre nogen klage. Hvis du lider under en forestilling om sygdom, vil du pludselig opdage, at du er rask.”
Vi behøver ikke først at blive helgener for at kunne helbrede; men hvad der kræves, er et ”eneste øjeblik” af ophøjet bevidsthed. På vores nuværende forståelsesniveau synes disse øjeblikke somme tider som hårdt tilkæmpede og mere sjældne, end vi kunne ønske. Men vi kan hente opmuntring hos Jesus, hvis liv må have været en række af sådanne øjeblikke, det ene efter det andet ligesom kostbare perler på en snor.
Vi kan sikkert ikke ”matche” hans helbredende gerninger, men vi kan gøre en begyndelse, da han bestemt forventede af sine tilhængere, at de kunne (Joh 14:12). Det rette sted at begynde er at holde os til det faktum, at materien ikke har substans. I Stephen Gottschalks bog Rolling Away the Stone er Mary Baker Eddy citeret for at rådgive en elev: ”Har De problemer med at helbrede? Hvis det er tilfældet, må De stræbe efter at opnå en højere forståelse af materiens intethed” (s.327).
Hvis vi opdager, vi er i gang med at prøve at ændre materien med vores bønner, så bør vi stoppe, fordi den simpelthen ikke er der! Alt hvad vi nogensinde virkelig kan ændre – og alt hvad vi nogensinde er nødt til at ændre – er vores egen tanke.
