En aften, da jeg var på vej til toget, faldt jeg meget uheldigt på fortovet. Jeg snublede ikke kun – jeg faldt lige med ansigtet nedad. Bekymrede mennesker kom straks ilende og ville ringe efter hjælp og foreslog, at jeg skulle anlægge sag mod kommunen for det dårlige lys på fortovet. Men jeg ønskede kun at komme på benene igen og være mig selv, så jeg kunne bede til Gud.
I Bibelen står der: ”Af Herren stadfæstes mandens skridt, når han har behag i hans vej; om end han snubler, falder han ikke, thi Herren støtter hans hånd” (Salmernes Bog 37:23, 24). Selv om jeg var chokeret over faldet, var jeg overbevist om, at guddommelig hjælp var ved hånden, og at hele denne scene hurtigt kunne tage en kovending.
Jeg takkede dem, der var kommet mig til undsætning for deres omsorg og ringede til min mand og bad ham om at møde mig, så vi sammen kunne tage toget hjem. Jeg var ikke noget kønt syn – oversmurt med mudder, og jeg kunne mærke, at mit ansigt var hævet. Det føltes, som om min næse var brækket, og mine tænder havde fået et alvorligt slag. Jeg begyndte at gå den lange vej til stationen med bortvendt ansigt og med bøjet hoved. Og jeg begyndte at bede.
Kristen Videnskabs Lærebog,Videnskab og Helse med Nøgle til Skriften giver nyttig vejledning til, hvordan man beder ved ulykkestilfælde. Mary Baker Eddy skriver: ”Når der sker en ulykke, tænker eller udbryder du: ”Jeg er kommet til skade!” Din tanke har mere magt end dine ord, mere magt end selve ulykken til at gøre skaden virkelig.
Gør nu det modsatte. Erklær, at du ikke er kommet til skade, og forstå hvorfor, og du vil da opdage, at de gode virkninger, der følger heraf, vil stå i nøje forhold til din mistillid til det fysiske og din troskab over for guddommelig metafysik, din tillid til Gud som Alt, hvilket Skriften forkynder, at Han er.” (s.397)
Mens jeg gennemgik dette afsnit, tænkte jeg alvorligt over sætningen: ”Erklær, at du ikke er kommet til skade og forstå hvorfor.” Jeg ønskede at forstå, hvorfor jeg ikke behøvede at lide under virkningerne af et uheld. Jeg kom til den konklusion, at mit ansigt og fortovet ikke var fjender. Jeg indså, at som Sinds, Guds, ideer, så opfyldte de hver især et intelligent formål. Da jeg udvidede min opfattelse af Sind, Gud, til at inkludere guddommelig Kærlighed, forstod jeg, at Kærlighedens skabelser er til for at støtte, trøste og hjælpe, men aldrig skade hinanden.
Jeg holdt op med at repetere uheldet i mine tanker og i stedet lade åndelig sans omdefinere både mig og fortovet. Hvis jeg var materiel, kunne jeg opfattes som sårbar og skrøbelig, men som guddommelig Kærligheds åndelige skabelse, vidste jeg, at jeg virkelig var stærk, robust og hel, uden noget som helst brud. Som en materiel genstand forekom fortovet koldt og hårdt, men det var lavet med det intelligente formål at sikre en fast og jævn gang – at holde mig oppe – ikke bringe mig ned. Mens jeg bad sådan, holdt mit ansigt pludselig op med at gøre ondt, og jeg følte, at min næse flyttede sig tilbage på plads.
Jeg kunne mærke, at min bøn gav resultat. Så jeg blev ved med at bede.
Jeg kom til at tænke på, at de mennesker, der kom mig til hjælp, insisterede på, at det var kommunens fejl. Skønt det ville være let at placere skylden for faldet et eller andet sted, forstod jeg, at det var en fælde. Sådan en anklage ville have været en fejl. Jeg havde set, at fortovet og også lyset var helt i orden. Derfor indså jeg mentalt, at der ikke var grund til konflikt med kommunen, og jeg tilgav mig selv for, at jeg havde taget nogle nye sko på, der ikke sad ordentligt fast. Ved hver tilgivelse mærkede jeg, at det hele faldt på plads. Faktisk blev en skæv tand, som havde voldt mig problemer i lang tid, rettet ved samme lejlighed.
Derefter kom jeg til at tænke på en vred e-mail, som jeg havde modtaget tidligere den dag. Jeg var blevet rystet over indholdet, da jeg først læste den. Jeg tilgav nu afsenderen hans vrede. Der var ingen fjender her. Kærlighedens ideer er bestemt til at kommunikere klart og tydeligt, forstå hinanden, velsigne og ikke skade.
Efter at have gået og bedt nogen tid, nærmede jeg mig togstationen. Jeg gik ind på et apotek for at finde et spejl. Jeg ville gerne ordne mig lidt, før jeg skulle møde min mand. Jeg kiggede på mig selv i spejlet og var glad over at se, at hævelsen allerede var begyndt at fortage sig. Alt i mit ansigt var, hvor det skulle være. Mens man straks kunne se, at min mund havde fået et ordentligt slag, var det mine øjne, jeg lagde mærke til. Oplivet af en følelse af herredømme over frygt og uheld, var jeg brændende inspireret af, hvad jeg havde forstået, mens jeg bad til Gud. Den inspiration var i mine øjne. Da min mand så mig, kunne han også se ”ilden”. Først var han bekymret, men han så mit ansigt hurtigt vende tilbage til det normale i løbet af aftenen. Jeg blev ved med at bede, og næste morgen var mit ansigt næsten fuldstændigt normalt. To dage efter var alle tegn på hændelsen fuldstændig væk.
For min mand var det noget af et mirakel. For mig var den fysiske helbredelse naturligvis dejlig. Men hvad jeg mest af alt var glad for, var, at selv om det fysiske tegn på et uheld skreg på opmærksomhed, kunne det ikke få mig til at blive modfalden. Jeg opdagede, at Gud, guddommelig Ånd, lige dér havde givet mig en bedre forståelse af, hvad der i virkeligheden var sket. Denne åndelige indsigt gjorde mine skridt faste, samtidig med at den helbredte mig.
Jeg tænkte på disciplen Peter, da han gik på vandet for at møde Jesus. I tro steg han ud af båden, men denne tro blev på en eller anden måde hæmmet af frygt. Peter blev reddet af Jesus, som ”rakte sin hånd ud.” For mig var det ikke kun Jesus’ personlige hånd, men det guddommelige Princip, eller Ånd, det vil sige Gud – den samme åndelige lov, som gjorde det muligt for Jesus at bevise, at fysisk lov ikke var mere end en mental suggestion og hverken noget, man skulle frygte eller acceptere.
Faktisk mindede Jesus Peter om, at den lille tro, han havde – den samme tro som fik ham til at stige ud af båden og ud på vandet – var nok til, at han kunne gå hele vejen. ”Du lidettroende, hvorfor tvivlede du?” spurgte Jesus (Mattæus-Evangeliet 14:31). Jeg tror ikke, Jesus klagede over, at Peter havde for lidt tro. Som jeg ser det, sagde han: ”Forstår du ikke, hvad du har?” Jesus vidste, at et lille sennepsfrø kunne flytte bjerge (se Mattæus-Evangeliet 17:20). Når vi har den tro på Gud, kan den med sikkerhed fjerne frygt.
Ligesom Peter kan vi have tillid til Kristus – den guddommelige kraft, som griber os og holder os oppe med dens budskab om Guds fuldkomne åndelige skabelse. Intet uvejr, ingen konflikt, ingen ulykke eller en såkaldt fjende kan holde os nede. Det kan være, at vi fra tid til anden dykker lidt ned, men vi kan og vil stå fast.
