Jeg har altid vendt mig til Kristen Videnskab for at møde de udfordringer, der dukker op i mit liv.
En helbredelse, jeg gerne vil fortælle om, skete for omkring 40 år siden, efter jeg var begyndt at komme i en Kristen Videnskabs kirke, som lå tæt ved det universitet, jeg gik på. En dag på vej til universitetet havde jeg standset bilen for at dreje, da en anden bil med høj fart kørte ind i den bagfra. Min bil blev smadret, og jeg blev slået bevidstløs.
Da jeg vågnede, var mit hoved bøjet ned mod brystet, og jeg kunne ikke bevæge mig, men jeg følte mig ikke bange. I stedet var min første reaktion at spørge mig selv: ”Hvad ville en Kristen Videnskabsmand gøre? Han ville fokusere på Gud i stedet for på problemet. Men hvordan gør jeg det?”
Så tænkte jeg på de tre vers, der står på væggen i den kirke, jeg kom i, og jeg begyndte at grunde over dem. De to vers var fra Bibelen: ”I skal forstå sandheden, og sandheden skal frigøre jer” (Johannes-Evangeliet 8:32) og ”Gud er kærlighed” (Johannes’ Første Brev 4:8) Det tredje vers var fra Videnskab og Helse med Nøgle til Skriften af Mary Baker Eddy: ”Guddommelig Kærlighed har altid dækket og vil altid dække ethvert menneskeligt behov” (s. 494). Mens jeg sad der, prøvede jeg ikke på at helbrede noget. Det var snarere en indre trang til at forstå den åndelige sandhed, der lå bag disse sætninger.
Midt under disse tanker løftede mit hoved sig fra brystet, og mine kræfter vendte tilbage.
Så blev jeg klar over, at folk bankede på ruden for at vække mig og prøvede at åbne døren for at få mig ud. Da jeg selv var i stand til at stige ud, blev der ikke tilkaldt en ambulance. Efter at politiet havde skrevet deres rapport, kørte bilen fra ”Autohjælp” mig til et biludlejningsfirma.
Seks uger senere bad min forsikringsagent mig om at få foretaget en gennemgribende fysisk undersøgelse, inden et frafald af ansvar kunne underskrives og sagen afsluttes. På grund af omfanget af skaden på min bil var han sikker på, jeg ville få alvorlige problemer sidenhen.
Da røntgenbillederne var fremkaldt, inviterede lægen mig indenfor på sit kontor, hvor han bad mig udføre en række nakkeøvelser, hvad jeg gjorde uden besvær. Så sagde han: ”Unge dame, ved De, hvad der er sket Dem?” Jeg forsikrede ham om, at jeg havde følt mig helt normal siden ulykken. Da jeg ikke havde følt nogen smerter, mente jeg ikke, der kunne have været nogen skade, blot lidt stivhed. Han viste mig det ene røntgenbillede og forklarede, hvordan mine nakkehvirvler havde været brækket, men var vokset sammen igen. Også musklerne var helbredt sådan, at jeg ikke ville få nogen men fra ulykken resten af mit liv.
Jeg er så taknemmelig for denne helbredelse, der skete under min uddannelse og for at have haft de klare sandhedsord fra Bibelen og Videnskab og Helse, da jeg havde brug for dem. Siden har jeg i årtier frit deltaget i sport såsom at løbe, stå på ski, cykle og svømme.
En anden helbredelse oplevede jeg senere. For omkring seks år siden begyndte jeg at føle en tiltagende smerte og stivhed i min ene skulder og ringede til en Kristen Videnskabs praktiserende for behandling. I cirka en uge blev det værre og værre. Jeg kunne ikke længere sove i min seng, køre bil eller forlade huset.
Den praktiserende, som jeg bad sammen med, bad mig da om at studere kapitlet ”anbefalinger for helbredere” i den udvidede udgave af Mary Baker Eddy: ”Christian Healer” af Yvonne Caché von Fettweis og Robert Townsend Warneck. Næste morgen fandt jeg dér følgende ord af Mary Baker Eddy: ”På vort tilværelsesplan så Åbenbareren denne vision: Ingen smerte, ingen nat (tvivl eller frygt)… og ingen sorg var mere” (s. 237). At sætte smerte lig med tvivl gav genklang hos mig. I over et år havde jeg lidt af en forfærdelig mangel på selvtillid i forbindelse med mit arbejde, og jeg var overbevist om, at tage fat på det, var nøglen til at blive fri for smerten.
Jeg ringede tilbage til den praktiserende og fortalte, at jeg for nylig havde sagt ja til en ny, vigtig, stilling i kirken, og at alt, hvad jeg end prøvede at gøre i denne stilling, ikke syntes at lykkes. Konferencesamtaler med kollegaer var fyldt med alle de vidunderlige ting, de udrettede, men alt, hvad jeg forsøgte, slog fejl. Den praktiserende standsede mig og bad mig meget bestemt om ikke at sammenligne mig selv med andre. Hun sagde, at Gud havde et vidunderligt formål med mig og ville opfylde det.
Ideen om at jeg i bøn ydmygt kunne lytte efter for at opdage Guds formål med mig i dette nye arbejde var en kæmpe lettelse. Bibelen siger, idet den refererer til den gudfrygtige konge, under hvis regering fangenskabet i Babylon ophørte: ”Det var mig, som vakte ham i retfærd, jeg jævner alle hans veje;” (Esaja’s Bog 45:13) Jeg tænkte på, hvordan Gud støttede mig i et retfærdigt formål, og hvordan åndelig sans ledede mit arbejde. Den nat sov jeg godt, og den næste dag havde jeg ingen smerter mere.
Efter ti dage kunne jeg køre og være aktiv, og i løbet af cirka fire måneder havde min arm genvundet sin fulde bevægelsesfrihed. Der viste sig desuden flere nye og enestående muligheder i forbindelse med mit arbejde. Der har ofte været udfordringer i årene efter denne helbredelse, men der har også været velsignelser og gode resultater.
Linda Ross
Norwalk, Connecticut, US