Skip to main content

Guddommelig helbredelse var fuldkommen

Fra Kristen Videnskabs Herold - 1. maj 2017

Oprindeligt offentliggjort den 4. juni 2007 i the Christian Science Sentinel.


Sidst i 1980’erne ejede jeg et firma i Florida og var i det store og hele den, der stod for alt. Jeg havde flere ansatte og måtte hele tiden sørge for, at der var arbejde for at kunne udbetale løn hver uge. Der var kun lidt tid til at tænke over livet, til at bede eller bare have det lidt sjovt.

Som børn gik mine søskende og jeg i Kristen Videnskabs søndagsskole, hvor jeg havde lært, at Gud altid vil give os styrke til at fuldføre en retmæssig aktivitet og, at hvis vi lytter til det guddommelige Sinds ”stille sagde susen”, som altid taler til os, vil vi aldrig blive ledet i en forkert retning. Så i mit arbejde tænkte jeg, at jeg på en eller anden måde nok skulle finde styrke til at fortsætte, da dette bestemt var en ’retmæssig aktivitet’.

Jeg var for nylig blevet gift, og jeg prøvede hårdt på at opretholde hjem og familieliv. Men fordi min barndoms familie mildest talt havde været dysfunktionel, så havde jeg bestemt ikke noget godt forbillede. Dertil kom, at jeg havde godtaget den gængse opfattelse: at en lykkelig familie betød en smuk kone, et stort hus og en masse pæne ting, og det var lige netop det liv, jeg havde bygget op. 

De fleste af mine projekter omfattede forretningsbyggeri med meget korte tidsfrister. Vi overskred aldrig en tidsfrist. Forretningen havde fremgang, og snart havde jeg råd til at ansætte en byggepladsformand til at assistere mig. Selvom jeg havde succes, så havde jeg stor tillid til, at jeg ved hjælp af min egen stærke viljekraft kunne få ting til at ske – og samtidig prøvede jeg at få projektet ”lykkelig familie” til at lykkes. Men alle disse menneskelige anstrengelser var ikke uden en pris. 

En dag begyndte jeg at få symptomer på noget, der viste sig at være en virus i tarmsystemet. Ejere af mindre virksomheder tager normalt ikke højde for at kunne ”lukke ned i et par dage”, så jeg prøvede bare at bide tænderne sammen og ikke give op. Et par uger senere, lige midt i det største projekt, vi hidtil havde været i gang med, brød mit ægteskab pludselig sammen. En nøglemedarbejder forlod også firmaet.

Jeg følte mig slået ud, såret og vred – og samtidig havde jeg mange fysiske smerter. Mit liv og mit arbejde lå i ruiner. Alt, hvad jeg havde slidt så meget for at opnå, så nu endnu mere uopnåeligt ud end nogensinde.

Gennem flere år havde jeg aktivt studeret Kristen Videnskab*, og mange personlige udfordringer og sygdomme var blevet helbredt. Derfor begyndte jeg at bede. Jeg havde hørt nogen sige, at de store problemer, som vi møder, ikke kan løses på det samme tankeniveau, som vi var på, da vi skabte dem. Jeg tænkte, at hvis dét er sandt, så er der nogle store ændringer at gøre i min tænkemåde og i mit liv.

Snart inviterede en ven mig til at flytte til øen Guam. Jeg svarede: ”Jeg har ikke haft ferie i tre år, og så vil du have, jeg skal komme halvvejs rundt om jorden?” Men da jeg bad for at finde ud af, hvad jeg skulle gøre, så var der denne gang en stemme i mit hoved, der nærmest råbte: ”Tag af sted!” (rejs!”). Jeg lukkede min forretning, pakkede det mest nødvendige for et byggefirma (indbefattet en varevogn) i en skibscontainer og flyttede til Guam. Jeg følte, at Gud havde ledet mig til at tage af sted, og jeg følte mig godt tilpas ved beslutningen.

Da jeg kom derud, viste det sig, at arbejdet med at finde et hjem og starte en ny forretning var både udmattende og krævende. Alene og træt følte jeg, at jeg fik det fysisk værre og værre dag for dag. Da et sted at bo – som jeg var blevet lovet – glippede, så tilbød et Kristen Videnskabs Samfund, hvor jeg deltog i gudstjeneste på øen - mig et anneksværelse, som de ikke brugte – i bytte for en meget tiltrængt reparation af kirken samt mine ydelser som alt-mulig-mand. På det tidspunkt kunne jeg ikke forudse, i hvor høj grad dette ville blive et fristed.

Jeg fandt reparationsarbejdet vanskeligt, øens kultur meget anderledees, forsyninger svære at få, og tidsfrister blev ikke respekteret. Det år drog tyfoner hærgende med jævne mellemrum hen over øen. Under et uvejr mistede kirken og min lejlighed taget.

På det tidspunkt havde jeg tabt over 30 kilo, og smerter gjorde det svært for mig at blive ved med at arbejde. Men jeg var stadig af den overbevisning, at min beslutning om at flytte til Guam var kommet gennem bøn.

En dag besluttede jeg dog at gå til læge. Han undersøgte mig og sendte mig til en specialist, som bestilte mange undersøgelser samt en CAT-scanning. Da lægen havde fået resultaterne, fortalte han mig, at jeg var alvorligt syg af kræft i bugspytkirtlen og i leveren. Han sagde, at jeg i bedste fald havde tre måneder tilbage at leve i, og han gav mig ikke noget håb overhovedet – med mindre jeg ville tage til Honolulu øjeblikkeligt og påbegynde en medicinsk behandling. Han sagde, at selvom jeg tog af sted for at få behandling, var mine chancer for helbredelse meget spinkle.

Rystet over det, jeg havde hørt, kørte jeg ned til stranden og satte mig der og bad. Jeg var sikker på, der var en bedre måde, end den lægen havde beskrevet, da jeg havde lært, at den eneste rigtige helbredelse af enhver sygdom sker gennem bøn og ved at anvende de sandheder, jeg havde lært i Kristen Videnskab. I dét øjeblik valgte jeg at stole på bøn. Jeg tog tilbage til min annekslejlighed og ringede til min lærer i Kristen Videnskab i USA. Sammen begyndte hun og jeg at bede.

Kirkesamfundet havde et lille læseværelse fyldt med Kristen Videnskabs tidsskrifter og bøger af Mary Baker Eddy. Hver dag sad jeg der og læste i timevis. Jeg begyndte at elske dette lille kirke-fristed som min ”hellige grund”. Både mentalt og fysisk syntes kræft at vise et billede af forvirring og aggression. Jeg følte mig under angreb og langt væk fra alt, hvad der synes behageligt og normalt. På det fristed søgte jeg virkelig at forstå, at Gud var kilden til mit liv. Jeg erstattede hadefulde tanker med taknemmelige tanker. Alt mens jeg læste og bad, begyndte jeg at lægge mærke til livet, der levedes i roen omkring mig. Jeg tog vilde, omstejfende katte til mig og fodrede dem samt firben, og jeg nød endog at iagttage de mange insekter. Jeg hilste på naboerne, når de gik forbi.

Lidt efter lidt forsvandt angsten for, at jeg var ved at dø – og også den bitterhed og vrede, jeg havde følt. I løbet af nogle måneder indhentede jeg meget både menneskeligt og åndeligt. Selvom jeg tilsyneladende stadig så ud til at have mistet fodfæstet rent fysisk. Min lærer fortsatte med at bede for mig, og vi talte sammen mange gange. Hun husker det som en tid, hvor min åndelig genopbygning og fornyelse foregik.

Da det årlige møde i min Kristen Videnskabs elevsammenslutning skulle finde sted, fandt jeg kræfter og styrke til at foretage den lange tur tilbage til USA, og efter mødet boede jeg hos min lærer og hendes familie. I hendes hjem følte jeg mig sikker og elsket. Dér indså jeg, at jeg var medlem af Guds familie, og at det var alt, hvad der betød noget. Jeg følte mig ikke længere forladt, for Gud var min Far og Mor. Ligesom dengang Elisa og hans tjener så sig omringet af aramæiske vogne i Dotan (se 2. Kongebog, kap. 6) indså jeg, at jeg ikke var alene, mens jeg stod overfor mange fjender. Gud beskyttede mig, og jeg kunne sige med Elisas ord: ”De, der er med os, er flere end de, der er med dem!” og jeg forventede at se et tegn på Guds helbredende magt.

I denne støttende atmosfære voksede min villighed til at stole på Guds almægtige omsorg. Mit ønske om at lytte til den guddommelige, ledende stemme blev inderligere – samt at stole på , at den kunne lede mig.

En nat, efter jeg var vendt tilbage til Guam, prøvede jeg på at få noget søvn. Men søvnen kom ikke – kun stærke smerter. Jeg var udmattet af kampen og følte mig ude af stand til at fortsætte. Som jeg lå der, huskede  jeg et citat fra Videnskab og Helse: ”Bliv dig for et eneste øjeblik bevidst, at Liv og intelligens er rent åndelige , - hverken i eller af materie – og legemet vil da ikke ytre nogen klage” (s. 14). Jeg spurgte højt: ”Hvordan, hvordan kan jeg blive bevidst om min åndelige eksistens, når jeg vælter mig i materiel tænkning?” Det svar, der kom, var, at jeg bare skulle slippe det – slippe min vrede og bitterhed mod dem, som jeg mente, havde såret mig. Give slip på den idé, at jeg var offer. Give slip på den tanke, at jeg kunne være skilt fra guddommelig Kærlighed, at jeg kunne være alene i kampen for at overleve. Kun lade Gud elske mig og tage sig af mig. At dyrke al den vrede og frygt var ikke at ”være hos Herren”.  Jeg gav ikke op eller gav efter for tanken om at dø.

Jeg vendte mig fuldstændigt til Gud og overgav mig helt til denne følelse af at være hos Ham. Jeg følte fred, og jeg samtykkede villigt: ”Ske ikke min vilje, men din” (Lukas 22:42).

For første gang i lang tid sov jeg hele natten. Smerten var væk. Den var bare væk – og den kom ikke tilbage.

Jeg var stadig svag og tynd og uden penge, men idet jeg huskede på beretningen om Moses ved Det røde Hav under flugten, vidste jeg, at Gud aldrig kun tager os halvvejs til friheden, og at jeg måtte blive ved med at have tillid. Jeg kunne blive ”stående, og …se, hvorledes HERREN frelser jer” (2. Krøn. 20:17) Fra da af fik jeg det bedre for hver dag og tog lidt efter lidt på i vægt og fik mere styrke.

Inden længe fik jeg meddelelse om, at jeg havde fået en stor byggekontrakt hos hæren, som jeg havde forhandlet gennem et år, og jeg var efterfølgende i stand til at finde dygtige medarbejdere, så vi kunne gennemføre dette projekt. Snart derefter udviklede der sig et varmt og kærligt venskab med et andet medlem af vores kirkesamfund. Hun blev først min bedste ven, og senere blev vi gift. Jeg blev far i en vidunderlig familie . og senere bedstefar.

I år 2000 var jeg hos lægen, da jeg skulle gennem en fysisk undersøgelse for at få dykkercertifikat. Han gav mig en ren helbredsattest, og jeg fik mit certifikat.

Der står i en linje i et af Mary Baker Eddys digte: ”O gør mig glad for hver en tåre hed” (The Mothers’s Evening Prayer, Poems, s. 4). (Kristen Videnskabs Salmebog nr. 207). Jeg er naturligvis glad for min helbredelse, men endnu mere for at lære om behovet for at komme af med egenvilje og for at kunne betro mit liv til Gud – den Gud, som er Liv og Kærlighed.


Thomas Krym og hans familie bor på Cap Coral, Florida, USA

The Mission of the Herald

In 1903, Mary Baker Eddy established The Herald of Christian Science. Its purpose: "to proclaim the universal activity and availability of Truth." The definition of "herald" as given in a dictionary, "forerunner—a messenger sent before to give notice of the approach of what is to follow," gives a special significance to the name Herald and moreover points to our obligation, the obligation of each one of us, to see that our Heralds fulfill their trust, a trust inseparable from the Christ and first announced by Jesus (Mark 16:15), "Go ye into all the world, and preach the gospel to every creature."

Mary Sands Lee, Christian Science Sentinel, July 7, 1956

Learn more about the Herald and its Mission.