Jeg stod lige for at skulle op til den obligatoriske lægeundersøgelse, der kræves af dem, der ønsker at blive piloter i det amerikanske Flyvevåben. Selv om jeg ikke havde nogen erfaring som pilot, havde jeg dog opfyldt alle betingelserne; den sidste forhindring var lægeundersøgelsen.
Som medlem af en familie af Kristen Videnskabsstuderende var jeg klar over betydningen af forberedelse i bøn for enhver aktivitet og havde brugt tid til bøn på denne ”store dag”. Familien havde et yndlingscitat fra bogen Det godes Enhed af Kristen Videnskabs opdager og grundlægger, Mary Baker Eddy: ”Gud [er] vor hjælper. Han forbarmer Sig over os. Han er os nådig og leder enhver tildragelse i vort liv” (s. 3-4). Jeg støttede mig tillidsfuldt til denne tanke.
Da jeg var klar til at gå, smilede min far stolt – han havde selv været militærpilot – gav mig hånden og ønskede mig alt godt. Min mor omfavnede mig og gav mig et klogt råd: på min vej til prøven skulle jeg overveje i bøn den allerførste prøve, der bliver nævnt i Bibelen, da ”Gud så alt, hvad han havde gjort, og se, det var…godt” (1. Mosebog 1:31).
”Det omfatter også dig, min skat!” sagde hun. Tanken om at være inkluderet i Guds skabelse fik mig ikke blot til at føle mig vel til mode, men også tillidsfuld. Den tillid skulle snart blive sat på prøve.
I venteværelset så Flyvevåbnets lægesekretær ganske imponerende ud. Hans flotte uniform bar et emblem, der viste en stav omslynget af en slange. Jeg spurgte, hvad det betød, og han forklarede, at billedet viste en æskulapstav – Æskulap var den græske gud for medicin og helbredelse.
Sekretæren råbte kandidatnavnene op, efterhånden som han fik samlet vores papirer. Da han gav mig min chartek, gik jeg ind i undersøgelsesrummet. Efter mindre end ti minutter blev jeg vist ud igen med besked om at henvende mig til lægesekretæren. Han åbnede min chartek og sagde: ”Du er farveblind!” Jeg var lamslået. Jeg troede, at jeg så ting i farver ligesom alle andre.
“Hvad skal jeg nu gøre?” spurgte jeg.
Han smilede og sagde: ”Du kan blive mange andre ting i Flyvevåbnet. Men én ting siger jeg dig: Pilot bliver du aldrig!”
Han gav mig et lægeligt afslag for flyvetjeneste og henviste mig til min hvervningsofficer for videre vurdering.
På turen hjem kunne jeg ikke tænke på andet end min fallit. Billedet af æskulapslangen på lægesekretærens emblem spøgte i min tanke som et symbol på diagnosen. De materielle sanser påstod, at diagnosen var stillet, og der var intet andet at gøre end at acceptere den. Jeg måtte konfrontere og ændre dette ved at vende mig til åndelig sans og Guds, Ånds, althed. Det ville føre til helbredelse.
Jeg måtte forlade den illusoriske fokuseren på mænds og kvinders materielle væren. Det kunne ikke være sandt om Guds skabelse. I stedet måtte jeg holde fast ved Guds ubegrænsede, åndelige væren og ved at se mig selv som Guds individualiserede åndelige idé.
Jesus påpegede betydningen af dette skridt, da han sagde: “Er det kun mig selv, der vidner om mig, så er mit vidnesbyrd ikke gyldigt. Det er en anden, som vidner om mig, og jeg ved, at det vidnesbyrd, han aflægger om mig, er gyldigt“ (Johannes-Evangeliet 5:31, 32). Den dødelige opfattelse af selvet må opgives – og erstattes af Guds skabelses klarsynede åndelige idé.
Som Mary Baker Eddy skriver I Videnskab og Helse med Nøgle til Skriften: ”Det, det virkelig gælder om at nå frem til, og hvorved vi vil kunne bortfeje det falske og åbne plads for det sande, er at frigøre tanken for falske fortrøstninger og materielle vidnesbyrd, så at tilværelsens åndelige kendsgerninger kan komme til syne. Således kan vi i sandhed oprette det tempel, eller legeme, »hvis bygmester og skaber er Gud«” (s. 428).
Da jeg kom hjem, trøstede mine forældre mig, men afstod fra at tage del i min tvivl og selvmedlidenhed. ”Lad os tænke på det i bøn,” sagde de. Min mor spurgte, om jeg huskede på den allerførste prøve i 1. Mosebog, hun havde fortalte mig om, før jeg gik. Ja, jeg gjorde. Så spurgte hun: ”Er Guds syn på dig mindre godt nu, end da du gik i morges?” Denne tænkemåde vækkede mig til et mere åndeligt synspunkt.
Da jeg nævnte billedet af æskulapslangen på sekretærens uniform, der havde indprentet sig hos mig i forbindelse med hans bemærkning om, at jeg aldrig vil blive pilot, sagde min far: “Du ved, at Æskulaps mytologiske slange står for en løgn om begrænsning, der går tilbage til historien om Adam og Eva. I denne allegori antydede slangen over for Eva, at der var en del af skabelsen, som Gud ikke ville have, at de så. Eva godtog den påstand og førte – ifølge fortællingen - Adam væk fra Gud.”
Min far udfordrede mig til at grunde dybere over, hvilken skabelsesberetning, jeg ville tro på. Han anbefalede at slå op på definitionen af slange i glosariet i Videnskab og Helse. En del af definitionen, som jeg bad med, lyder sådan: ”Listighed;…den første påstand om mytologi og afgudsdyrkelse; troen på mere end én Gud; dyrisk magnetisme; den første løgn om begrænsning; endelighed;” (s. 594)
Den fysiske undersøgelse hævdede, at mine øjne var ude af stand til at skelne alle farverne i det synlige lysspektrum. Hvis jeg troede på denne påstand, ville jeg samtidig acceptere, at jeg kunne være adskilt fra Gud, og at jeg ikke var Guds genspejling, men en begrænset dødelig, underlagt materielle tilstande i stedet for Gud, Ånd.
I Videnskab og Helse fandt jeg denne idé om at se farver åndeligt: ”Fra det ene og eneste Sinds uendelige elementer udgår al form, farve, kvalitet og kvantitet, og disse er mentale, både primært og sekundært. Deres åndelige natur opfattes kun gennem de åndelige sanser” (s. 512).
Altså begyndte jeg at protestere mod farveblindhed som en løgn om begrænsning, der havde sin rod i begrænset dødelig tænkning. Jeg ville opgive den for det syn, Gud skabte, da Han ”så alt, som han havde gjort og se, det var såre godt.” Jeg så mig selv som Guds idé, fuldkommen og fuldstændig.
Jeg besluttede at få taget farvesynsprøven igen af en lokal øjenlæge, som af og til besøgte vores grenkirke. Før jeg tog hen til prøven, tænkte jeg på denne idé, igen fra Videnskab og Helse, ” Da det virkelige menneske gennem Videnskaben er knyttet til sin Skaber, behøver de dødelige blot at vende sig bort fra synden og tabe det dødelige selv af syne for at finde Kristus, det virkelige menneske og dets slægtskab med Gud, og erkende det guddommelige sønneforhold” (s. 316).
Jeg lagde billedet af æskulapslangen bag mig og følte, hvordan Guds kærlighed overvandt løgnen om begrænsning. Jeg blev villig til at tage del i Guds plan om at lede ”enhver tildragelse” i min karriere.
Øjenlægen viste mig en prøveskive fra den farvesynsprøve, som den gang var I brug. Han sagde: “Nogle af disse skiver har to numre. På denne her skulle en person med normalt farvesyn kun se nummeret 5. En farveblind vil kun se nummeret 2.”
Jeg så begge numre! Øjenlægen sagde, at det ikke var umuligt at være I stand til at skelne begge numre, men det var usædvanligt. Han sagde: ”Hvis du ser to numre i nogen af skiverne i prøven, vælg det nummer, som har forskellig farve fra baggrunden, så vil du kunne vise, at du har et godt farvesyn.”
Da han underkastede mig den fuldstændige prøve, lige som flyvevåbnet havde gjort, scorede jeg 100% rigtig. Han skrev et brev til flyvevåbnets rekrutteringskontor, og man gav mig en ny tid til lægeprøven. Denne gang bestod jeg alting, farvesynsprøven indbefattet, uden besvær..
Så blev jeg pilot i Flyvevåbnet, hvor min karriere varede i over 25 år og blev fulgt af en anden karriere som trafikflyver med et trafikflyver-certifikat (Airline Transport Pilot Certificate), den højest opnåelige rang.
De åndelige lektioner, jeg lærte ved at udarbejde denne helbredelse i Kristen Videnskab, ændrede mit liv. De gav mig mod og tillid til at udfordre hvilke som helst lægelige meninger, jeg fik forelagt. De lærte mig at gennemskue mytologien i materie-baseret tænkning, at besejre ved åndelig forståelse Æskulaps materie-baserede begrænsninger og at vokse i evnen til at overvinde ”løgn om begrænsning” med Sandhed.
