“Eloï! Eloï! Lama sabaktani”? “Min Gud! Min Gud! hvorfor har du forladt mig?” (Markus 15:34) Sådan lød det fra Jesus i hans mørkeste stund, da han hang på korset. Denne forfærdelige dag så det ud, som om Kristendommen kom til en brat afslutning. Jesus havde fuldendt sin helbredende mission ved at frelse mennesker fra synd, sygdom og død. Han havde lært sine disciple, hvordan de kunne følge hans eksempel og gjort alt, hvad Gud krævede af ham – kærligt, tålmodigt og fuldkomment. Alligevel var hans smerter nu ufatteligt store, og det så ud til, at selv hans nærmeste tilhængere svigtede ham. Der var overhængende fare for, at han ville dø, og da døden indtraf, var alle kun optaget af at foretage det nødvendige med hensyn til liget. Det ville have været en bedrøvelig sag, hvis det havde været hele historien om Jesus Kristus, og ingen af os ville sandsynligvis have kendt til den.
Hvis det ikke lige var for Jesu opstandelse. Dermed beviste han for alle tider, at liv er evigt. Opstandelsen betød øjeblikkelig glæde og indsigt for hans disciple, og lige siden har kristne overalt uophørligt bestræbt sig på at følge hans fuldkomne eksempel.
Når jeg står overfor en situation, der virker uløselig, overvældende eller dybt skuffende, går jeg tilbage til det øjeblik på korset, da Jesus råbte disse fortvivlelsens ord. Af det der skete bagefter, ved jeg, at han var sig bevidst, at han ville klare selv denne rædsel, samt at han med held ville demonstrere overfor verden både den nuværende og kommende, at Liv ikke kan overvindes af død, Kærlighed ikke overvældes af had, og at Sandheden – ikke vildfarelse og ondt - har det sidste ord.
En dag jeg sad og læste i Bibelen, faldt mit øje på Salme 22 i Salmernes Bog, hvorfra Jesus citerede, da han hang på korset. Jeg gav mig til at læse hele salmen og opdagede, højst interessant, at det var lige som en behandling i Kristen Videnskab (se side 410 i Videnskab og Helse af Mary Baker Eddy), hvor bøn fjerner troen på svigt og modløshed. Bøn identificerer de forestillinger, der mentalt bør rettes og erstatter dem med åndelige sandheder om Guds almagt.
De første to vers i Salme 22 er udtryk for et dødeligt menneskes største fortvivlelse, inden alt er slut. Der er ingen til at hjælpe – og selv i den yderste nød synes Gud uden for rækkevidde. Men versene 4-5 skaber åndeligt fokus i den bønfaldendes tanke. ”….. du er den hellige”, skriver Salmisten. ”På dig forlod vore fædre sig, forlod sig, og du friede dem.” Gud kan man regne med til at frelse os, når nøden er størst - faktisk har han frelst os, og vi ved det.
Det, som apostlen Paulus kaldte ”kødets attrå” (se Romer-brevet 8:7), er det samme, som nævnes i Salme 22 i versene 6-8, hvor mennesket fejlfortolkes som forhånet, nedrigt og uvæsentlig som en orm. Versene 10-11 retter denne fejltagelse ved at identificere mennesket som den, der har tilhørt Gud lige fra begyndelsen. ”Ja, du drog mig af moders liv …. Du var min Gud.” I de følgende vers bliver flere fejltagelser udstillet: påstande om at mennesket er hjælpeløst, håbløst og svagt, et fuldstændigt offer for vrede og had. Men fra vers 20 og salmen ud er det menneskets sikkerhed for al fare, menneskets sande natur som Guds barn og menneskets evige forsyning i sin Fader-Moder Guds hus, der erklæres og prises med glad overbevisning. ”I, som frygter HERREN, pris ham”, lyder det i vers 24, ”Thi han foragtede ikke, forsmåede ikke den armes råb, skjulte ikke sit åsyn for ham, men hørte, da han råbte til ham! …thi HERRENS er riget, han er folkenes hersker.” (vers 25 og 29).
Jesus kendte utvivlsomt hele salmen. Da han kun var tolv år, overraskede han de bibelkyndige i templet i Jerusalem med sin store viden og forståelse af Skriften (se Lukas 2:46,47). Det er indlysende, at han drog en parallel mellem sin egen situation og den, der er beskrevet i salmen - og det i den grad at han så sig selv som den, der opfylder profetien, der er tydeligt beskrevet i versene 17-19: ”onde i flok omringer mig, de har gennemboret mine hænder og fødder,” og ”Mine klæder deler de mellem sig, om kjortelen kaster de lod.” Men han havde det metafysiske middel til at anvende de kraftfulde, åndelige sandheder, som også kommer til udtryk i denne salme, for at overvinde den verden af vildfarelser, der truede med at overmande ham.
For nogle år siden oplevede jeg et svigt så overvældende, at det rystede min tillid til alle omkring mig. Personer, som jeg havde haft stor tillid til, havde videregivet nogle private og følsomme oplysninger, jeg havde betroet dem. Der var ingen, jeg kunne søge hjælp hos uden at gøre problemet endnu større. Derfor var min første og eneste udvej ydmygt at falde ned for fødderne af guddommelig Kærlighed og bede om frigørelse for denne pine. Jeg kom til at tænke på Salme 22:1 og Jesu nødråb, og jeg åbnede min Bibel med et dybt ønske om at blive fri for denne prøvelse.
Jeg læste de første vers, som udtrykker den tvivl, selvmedlidenhed og sorg, som jeg måtte overvinde. Derefter sugede jeg de dybe, åndelige sandheder til mig, som kunne erstatte vildfarelsen: tilliden til Guds almagt, som fjerner al frygt; visheden om Guds allestedsnærvær, som eliminerer tvivlen; den rigtige identifikation af selvet, der udvisker selvmedlidenhed; glæden ved guddommelig kærligheds store omsorg, der erstatter sorgen; bevidstheden om Guds godhed, der beviser sorgens, tvivlens og mørkets intethed. I mange måneder fortsatte mine bønner på denne måde. Sorg og depression krøb ofte ind og truede med at slå mig ud; men de stærke, dejlige sandheder om min identitet som Guds elskede barn løftede mig ud af mørket og ind i åndeligt lys og fremskridt. Jeg begyndte at forstå, at de onde ting, som det dødelige sind råbte til mig, kun var påstande, der var lige så usande, som at jeg var tre meter høj og havde tre næser. Endvidere indså jeg, at de påstande om, at de personer, der var involveret i problemet, var uærlige, selviske og uetiske heller ikke var sande. Det, der var åndeligt sandt om mig, måtte også være åndeligt sandt om dem. Som Salmisten skrev i vers 28: ”Den vide jord skal mærke sig det og omvende sig til HERREN.” Alle, ikke kun mig.
Ligesom Jesus, om end på et lavere niveau, oplevede jeg min egen genopstandelse fra akut skuffelse, smerte og fortvivlelse. En generel mistillid til andre forsvandt gradvist, indtil den til sidst var borte, og jeg igen kunne føle mig glad. De dybe, åndelige sandheder, der gennemsyrer Bibelen, havde så at sige trukket mig op af hullet og fornyet og helbredt mig. Og jeg er meget taknemmelig for at vide, at disse sandheder kan benyttes af alle.
Påske er for mig en daglig fejring af den slags genopstandelser, hvorigennem Bibelens inspirerede ord løfter menneskers liv ind i glæde og lykke.
