Gårdens hund var blevet væk, så dens ejer blev urolig og satte en eftersøgning i gang. Den begyndte ved solnedgang og varede ved det meste af natten. Først kort før daggry fandt de hunden. Den var krøbet sammen under en bro i nærheden. Men det, der virkelig overraskede dem, der ledte efter hunden var, at man helt uventet også fandt noget andet. Under denne bro havde hunden snoet sig omkring et efterladt to-uger-gammelt spædbarn. Et menneskebarn. Ved at gøre sådan havde hunden holdt spædbarnet varmt og derved holdt det i live. Samtidig beskyttede hunden barnet imod nattens farlige dyr. Ved sidste nyhedsmelding havde både hunden og babyen det godt og forventedes at komme sig fuldstændigt (Ghana News Agency, 8. juni, 2012).
Når man støder på en hjertevarmende lykkelig udgang som denne, kommer man let til at undre sig over, hvad der mon får en hund – eller, for den sags skyld, et menneske – til at udføre så omsorgsfuld en handling. Hvad bevæger én til at yde den ekstra indsats – til at gå ”to mil”? Er det instinkt, eller noget meget større?
Her på redaktionen mener vi, at noget udover det sædvanlige var i spil i ovenstående historie. Noget åndeligt håndgribeligt havde styret begivenhederne. Kald det ”Herrens højre” (Salmernes Bog 118:16). Kald det vor guddommelige Skabers tilstedeværelse og kraft. Kald det guddommelig Kærlighed i funktion. Pointen er, at den Almægtige var på banen. Det er Han altid. Hans nærvær er ikke passivt. Den guddommelige indvirkning, der følger med Hans nærvær, tilskynder os til at gøre det rigtige. Den tilskynder hver eneste af Guds skabninger til at gøre det rigtige. Denne aktivitet er ikke tilfældig, virker ikke på må og få. Den er præcis, specifik, nøjagtig. Det er, fordi der findes en Kærlighedens guddommelige Videnskab, en Guds lov. Når denne lovs nærvær anerkendes i bøn og i al dens guddommelige aktivitet, har denne lov en virkning, der forandrer tanken og derfor også begivenhederne. Det er naturligt for mennesker at bede. Og det er naturligt for alle Guds skabninger at være lydhøre overfor guddommelig ledelse.
Når man beder og lytter, ændres negative fysiske tilstande til det bedre, og problemer fortoner sig. Det sker i det omfang, mentale tilstande – så som frygt, tvivl, mismod – giver efter for den guddommelige Kærligheds helbredende virke. Deres intethed bliver afsløret. Fysiske ”helbredslove”, der synes at varsle sygdom, er på tilbagetog. De skrives om, så de får gradvis mindre magt og ser i det hele taget mindre og mindre ud som lov.
Den sande åndelige lov, eller Videnskab, som får mennesker til at handle med omsorg og medfølelse, er det mentale og åndelige rige, hvor også dyr lever og bevæger sig. Igen,
Guds lov, Kærlighedens Videnskab, sandheden om væren, er riget, hvor den rette handling finder sted. ”Alle Guds skabninger, der bevæger sig i Videnskabens harmoni, er uskadelige, nyttige og uforgængelige.” (Det står på s. 514 i hovedværket om Kristen Videnskab, Videnskab og Helse, med Nøgle til Skriften af Mary Baker Eddy, der grundlagde disse tidsskrifter.)
Vær ikke overrasket, hvis hændelser som den beskrevet i ovenstående beretning bliver mere almindelige. Selv om andre ikke stopper op for at give Gud æren, kan du takke Ham mere trofast, prise Ham mere konsekvent, elske Ham mere hengivent. Det sætter dig i stand til at opleve flere situationer, hvor nogen bliver hjulpet og reddet, flere beviser på Kærlighedens omsorg for Sin skabelse.
Kan det tænkes, at en af Guds skabninger så som en bondegårdshund ville tjene som midlet, hvormed guddommelig Kærlighed når og velsigner Sin skabelse? Kan det tænkes, at der findes et videnskabeligt fundament for Guds skabningers harmoni, uskadelighed, nytte og uforgængelighed? At gøre sig dette klart i bøn bringer den tid nærmere, hvor en lignende under-broen-redningsaktion igen vil kunne lykkes.
Mere om menneskets rolle i Guds redningsaktivitet i Christian Science Sentinel: Listening - and being an instrument of God, April 16, 2012
The lesson of the owl, December 3, 2012
The shark we saved, April 19, 2010
