Skip to main content Skip to search Skip to header Skip to footer

En truet reporters bøn

Fra Kristen Videnskabs Herold - 1. november 2012

Christian Science Sentinel, 13.8. 2012      


Hvor som helst nyheder bliver til i verden, er det let at blive fanget i en stålfælde, der hedder fortvivlelse: d.v.s. at føle sig i den grad snerrede ind at du ikke kan tro, at god vilje nogensinde vil sejre igen.

Sådan følte jeg det for mange år siden da jeg var ansat af tre internationale radioselskaber for at rapportere fra en sydafrikansk rugbyturnering i Australien. Anti-apartheid demonstranter havde nemlig sat sig for, at prøve på at afbryde så mange af disse ”Springbok” kampe som muligt, og jeg var fanget midt i urolighederne.

En eftermiddag havde demonstranterne udset sig en kamp i Melbourne, hvor lokale radioproducere havde overtalt mig til at arbejde fra en platform hævet ca. 12 meter over jorden. De mente, det ville beskytte mig fra overgreb og sikre mig et fuldkomment overblik over tingene og desuden give god lydkvalitet i deres ’live’ udsendelse. Portene til stadion var aflåst, og flere hundrede politibetjente holdt vagt omkring sportsarenaen.

Vi startede udsendelsen uden problemer. Jeg nåede at beskrive starten på rugbykampen og hvor ren og klar den solrige vintereftermiddag føltes. Alt gik glat, lige indtil lyden af taktfaste råb nærmede sig, og det gik op for mig, at de fremrykkende demonstranter virkelig mente det alvorligt! Jeg blev anspændt, da jeg så dem nærme sig portene under mig. De var ikke bevæbnet, men deres vrede ansigter betød problemer for os, der mente, at kun rugbyspillerne risikerede at komme til skade.

Verdenshistorien har helt sikkert budt på mange meget værre katastrofer. Men når der sker noget farligt for én selv, falder det historiske perspektiv helt væk. Du tænker, Så nu sker det! Det er dig, der trues. Du har ikke gjort noget. Har ikke valgt side. Du gør kun din pligt som reporter. Ikke desto mindre styrer de lige imod dig, og du kan ikke lide deres ansigtsudtryk.

Under sådanne omstændigheder ville jeg normalt have trukket mig tilbage til et roligt sted for at bede. Jeg ville have søgt om hjælp hos Gud, som jeg af mine forældre havde lært at kende som en nærværende hjælp og uigennemtrængelig skjold imod en hvilken som helst slags fortræd. Men hvordan kan du så meget som samle dine tanker når du er ’live’ i luften med millioner af lyttere, hvis nysgerrighed er vagt? Tilhørerne ville høre en levende beskrivelse af alt, der var ved at ske uden for jernportene. Jeg formoder, de også var spændt på at få at vide, hvorvidt den frustrerede skare kunne trænge ind til vores sende-platform.

Jeg blev grebet af panik, ikke blot på grund af den knibe, jeg var i, men også fordi min tro blev sat på prøve. Hvorfor kunne jeg ikke bede? Var det måske ikke en fuldkommen prøve på Guds upartiske omsorg for os alle: pressefolk, tilskuere, spillere, politi og stadion-personale?

Da blev det klart for mig, at bøn ikke behøver at være noget, man gør i ensomhed, uforstyrret i stille og rolige omgivelser. Den kan foregå hvor som helst, når som helst. Den er en rækken ud til Gud som Far-Mor – den guddommelige Forælder, som altid er inden for rækkevidde og som altid passer på os.

Sådan ræsonnerede jeg:

  • Bøn er en mental bekræftelse af ens forhold til sin Skaber. Og gennem dette bånd er vi forbundet med alle dem, vi møder. Hvad enten vi er parate til at erkende det eller ej, så er vi brødre og søstre, der er forpligtet til at have hinandens bedste for øje.
  • Spændinger, gnidninger, voldelige protestmarchdemonstrationer – selv krig – kan synes uundgåelige virkeligheder i vores tid. Men et åndeligt syn på at harmoni og godhed har overherredømmet er et uundværligt instrument til at tilbagevise det onde, der ville splitte os.
  • At lade sig motivere af kærlighed og sympati gør os ikke svage og sårbare. Tværtimod får sådanne egenskaber os til at tage mere praktiske og effektive skridt til at tage hånd om larmende demonstrationer og de sociale tilstande, der kan have ligget til grund for dem.
  • Hertil kommer, at guddommelig visdom ikke indbefatter noget element af gengæld eller hævn, men snarere fremmer alles vel.

Da de marcherende brød ind gennem portene og ind på banen forfulgt af ridende politi, knækkede min stemme over af bare sindsbevægelse: ”De er kun børn, der netop er gået ud af skolen,” næsten hulkede jeg, ”og de risikerer at blive trampet ned af hestehove – og til hvad nytte?”

Hvis jeg ikke lige var på ’live’, så ville jeg sandsynligvis have råbt højt til Gud om at overbevise begge lejre om at standse og overveje deres stilling på ny. At se hinanden i øjnene og dér skimte et glimt af fælles menneskelighed – en længsel efter, at det rette skulle sejre, at der skulle være retfærdighed for alle, en fred, hvor man kunne ræsonnere sammen og fjerne misforståelser. Set ud fra et bredere perspektiv længtes jeg efter at se alle, der var involveret i den politiske kontrovers, udvise mere tålmodighed, selvkontrol, kløgt og medfølelse. Det var til syvende og sidst, hvad der var ved at ske i mit hjerte. Jeg forsøgte ihærdigt at elske alle inderligt, - at indtage en mental stilling for ro og fornuft og sund sans. Noget dybt i mig sagde: ”Nu er det nok! Stå fast. Kun Gud kan vinde”.

Så begyndte platformen at vakle. Flere af demonstranterne gik løs på træstiverne, rasende over, at vi havde trukket adgangsstigen op. Hvis de ikke kunne nå op til os, ville de ryste os nede til jorden, hvor de kunne nå os. ”Hold op med at tale,” råbte de;  ”det er vores tur til at blive hørt. Sluk for mikrofonen.”

Jeg forblev rolig, holdt fast ved forståelsen af, at Gud, det gode, ville sejre. Vi forblev i sikkerhed. Et par minutter senere blev vi reddet af det ridende politi, der drev demonstranterne væk derfra. Vores udsendelse blev ikke et øjeblik afbrudt. Da rugbykampen blev genoptaget, var vi lige på pletten til at fortsætte vores direkte udsendelse. Vi takkede over radioen politiet for deres hjælp, og ’showet’ fortsatte.

Da det hele var overstået, følte jeg mig tilskyndet til at nærme mig nogle af demonstranterne, der snakkede sammen mens politiets holdt øje med dem. Til trods for alt hvad der var sket, følte jeg en samhørighed med dem, som hang sammen med det resultat, jeg var kommet frem til i min bøn, som havde beroliget mig tidligere – en længsel efter at høre deres synspunkt og række dem en hånd i venskab. Måske ville de endda opdage, at jeg ikke var så slem en person, som de syntes at mene!

Vel rystede mine ben en smule, men jeg følte mig rolig nok til at tale med en af anførerne, som genkendte mig fordi han havde set mig gennem lydrummets glasfacade. Jeg sagde, at jeg var bekymret over eventuelle sårede og håbede, at han følte, at deres budskab var blevet tydeligt afleveret til dem, der havde organiseret Springbok turnéen.

Han var på vagt over for mig, men viste ikke noget tegn på aggression. Han syntes at sætte pris på min gestus. Så vendte han sig om til sine kollegaer med hvad jeg tydede som en smule forlegenhed.

På vej tilbage til mit motel tog jeg til et vidnesbyrdmøde, der blev holdt i en Kristen Videnskabs kirke tæt ved stadion. Bibellæsningerne var trøstende med deres kraftige henvisninger til Gud som vores værn, vores tilflugt og vores frelser fra ”voldsmænd” (se Salmernes Bog 86:14).

Bagefter da jeg var på vej ud, blev jeg forbløffet over at se demonstrationens bannerfører stå ved døren, fuldkommen rolig med salmebogen i hånden. ”Velkommen i vores kirke,” sagde han med et varmt smil. ”Vi håber, du syntes om mødet”. Han var tydeligvis medlem dér.

Jeg inviterede ham med til at spise på mit motel, og vi talte i to timer om den rolle, Gud spillede i vores liv på to forskellige kontinenter, og hvordan vi kunne sætte vores fælles oplevelser denne eftermiddag i forbindelse med Guds styrelse af os alle. Da vi skiltes, var der tårer i hans øjne. Stille sagde han: ”Undskyld for det, der skete i eftermiddags. Vi ville ikke skade nogen. Tak fordi du fik mig på rette vej. Gud må have været med os begge.” Vi gav hinanden et stort knus og gik hver sin vej, med et lille skævt smil over de forandringer, der havde fundet sted siden angrebet på portene om eftermiddagen.

Vi skrev sammen gennem flere år. Politik var aldrig et emne i vores korrespondance, men vi talte åbent om andre erfaringer, der bekræftede den helbredende rolle, som Gud blev ved med at spille i vores liv.


Kim Shippey er senior redaktør for Christian Science Sentinel.

Heroldens mission

I 1903 etablerede Mary Baker Eddy Kristen Videnskabs Herolden. Dens formål: ”At forkynde den universelle aktivitet og Sandhedens tilgængelighed.” Definitionen af ”herold” som beskrevet i en ordbog: ”Budbringer – et sendebud – udsendt for at viderebringe en meddelelse om, hvad der er i sigte,” giver en særlig betydning af navnet Herold og peger desuden på vores forpligtelse, vores individuelle forpligtelse til at se til, at vores Herolder opfylder den tillid, vi har til dem, – en tillid der er uadskillelig fra Kristus og først forkyndt af Jesus. ”Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen” (Markus 15:15).

Mary Sands Lee, Christian Science Sentinel, 7. juli 1956

Lær mere om Herolden og dens mission.