Beretninger om børnemishandling og omsorgssvigt har fyldt aviserne i den sidste tid med overskrifter som d. 5. Maj 2012 i Morgenavisen Jyllands-Posten: ”Flere slår alarm om overgreb mod børn”. Kommuners sendrægtighed i at tackle sagerne til trods for faresignaler, og manglende handlekraft hos lærere og institutioner har været i mediernes søgelys.
Som berettet i Kristeligt Dagblad (29. 3. 2012), har den danske regering besluttet at optimere hjælpen til voksne, ”som kæmper med de såkaldte senfølger af seksuelle overgreb.” Dertil skal der oprettes centre i Aarhus, Odense og København, hvad der bestemt er et omsorgsfuldt skridt.
I denne forbindelse hvor opmuntrende er det så ikke at høre Ruby Bennet fortælle:
En tid lang troede jeg ikke, jeg kunne klare det. Syv års seksuelt misbrug i min barndom havde efterladt et tilsyneladende uhelbredeligt ar.
På overfladen så det sikkert ud, som om jeg havde fuld kontrol, men indeni var jeg et vrag. På nogle områder havde jeg gjort fremskridt – jeg havde afsluttet min skoleuddannelse, var blevet gift og havde fundet et meningsfyldt arbejde. Men alt for ofte klarede jeg det igennem kun ved at tvinge mig selv til at opfylde mine daglige pligter. Mit ægteskab var en kamp, og hjemme var jeg ulykkelig, og i den tid overvejede jeg ofte selvmord.
Jeg befandt mig I et mentalt fængsel, spærret inde bag fortidens tremmer. Overgrebene var sket for en del år siden, men selv da jeg var over 30, sloges jeg med det. Jeg skrev dagbog, og jeg læste bøger om selvhjælp, men mens de gav mig en følelsesmæssig lettelse gav de ikke varige løsninger.
I min søgen efter trøst bad jeg også. Og jeg indså, at jeg kunne gå til Gud for at få hjælp.
Det blev en vigtig del af mit liv at studere Bibelen, ligeledes de ideer, jeg lærte om Kristen Videnskab gennem mit studium af Videnskab og Helse. Disse bøger var mine vejledere, da jeg ikke havde nogen anden at betro mig til. De opmuntrede mig til at gøre mit bedste og ikke give efter for tanker om selvmord. De lærte mig min sande, uberørte identitet som et Guds barn.
I stedet for at sige, at jeg havde lidt ubodelig skade, så gav glimt af den åndelige sandhed mig håb og udsigt til frihed. Det var, som om Gud sagde: ”Du er værdifuld. Du er Min, og jeg vil hjælpe dig gennem dette.” Sikke en lettelse at indse, at min Skaber så mig som åndelig og uskyldig. Det gik op for mig, at intet kunne skade min forbindelse til Gud.
Mit fokus på bøn i alle livets forhold begyndte at gøre en forskel. Mine bønner startede og sluttede med mit forhold til Gud. Jeg begyndte med at huske på, at Han altid er nærværende, og jeg sluttede med at udtrykke taknemmelighed mod Ham.
Således nedsunket i stille bøn opdagede jeg, at jeg ikke var alene. Jeg begyndte at tale direkte til Gud og lagde så at sige mine bekymringer og min frygt ved Hans fødder. Gud var det sikre sted, hvor jeg tillidsfuldt kunne betro mig, og bevidstheden om Hans kærlighed hjalp til at lindre min frygtelige ensomhed og isolation.
Min forvisning om at være elsket voksede sig stærkere og mere umiddelbart. Dette var en ny måde for mig at bede på. Jeg kunne slippe meget af det, der havde holdt mig tilbage og forstå, at en større tillid til Gud kunne ændre mit liv.
Jeg fandt altid noget at være taknemmelig for. En dyb stilhed, en bevidsthed om Gud som Kærlighed, udgjorde ofte hele min bøn. Jo mere jeg rakte ud efter Kærlighed, jo mere oplevede jeg den fortløbende inspiration, der dækkede mit hjertes behov. Guds kærlighed rørte ved mig, og jeg følte det.
Gud kender mig som uskyldig og værdifuld, som livfuld og fejlfri. Og Kærlighed er et ømt, pålideligt nærvær, som jeg kan stole på vil give mig de rette svar. Dette bibelcitat blev levende: ”Gud har ikke givet os en frygtsom ånd, der gør os modløse, men en ånd, der giver os kraft, kærlighed og sund fornuft” (Paulus’ 2. Brev til Timoteus 1:7, Bibelen på Hverdagsdansk, 2007, med tilladelse).
Efterhånden ophørte ensomheden, og mine mareridt og flashbacks aftog. Det skete ikke på et øjeblik, men skete dog i løbet af et par år. Der begyndte at komme dage, hvor fortidens grimme fingre ikke kvalte nutidens skønhed.
På den tid sluttede mit første ægteskab, og i løbet af et år havde jeg giftet mig igen og stiftet familie. Venskaber opstod på uventet vis. Negative karaktertræk som generthed forsvandt. Til sidst fik jeg et aktivt socialt liv og blev engageret i frivilligt arbejde. På vegne af vort lokale museum greb jeg engang en mikrofon og talte spontant foran hundrede mennesker. De morede sig og lo, og jeg vidste, at jeg var ved at blive et andet menneske i takt med, at mit åndelige selv blev mere virkeligt for mig og for andre.
På min snørklede vej til helbredelse har jeg løbet, gået og til tider kravlet. Men nu er det lykkedes mig at komme hen til et bedre sted, et sted, hvor jeg har det godt med mig selv – hvor stemmerne fra fortiden ikke kan overdøve Kærlighedens klare budskab. Det er et trygt sted hos Gud, som alle kan kalde hjem.
