Lad bare regnen komme an;
den skyller ikke smilet bort…
(sådan lyder det omtrent i sangen af Arthur Freed).
Alle, der har set filmklassikeren Singin’ in the Rain, har billedet præget i erindringen for altid af Gene Kelly, der plasker gennem et regnskyl svingende sin paraply. Sangen og dansen er metaforer for at glæde sig trods modgang. I sådan et uvejr befandt jeg mig for cirka 20 år siden – men jeg hverken sang eller dansede. Jeg led af brok, som jeg blev opereret for to gange.
Selvom jeg altid har været Kristen Videnskabsmand, valgte jeg at blive opereret, fordi mit arbejde krævede fysisk aktivitet, og jeg mente, min åndelige forståelse var for ringe til at helbrede lidelsen (selv efter bøn i årevis). Jeg havde fået at vide, at det aldrig ville hele af sig selv, og jeg følte, at situationen hørte til under den slags kirurgi, som Mary Baker Eddy beskrev på s. 401 og 402 i Videnskab og Helse. Imidlertid mislykkedes begge operationer, og den sidste læge sagde, at endnu en operation ville skade mig mere, end den ville gavne – så jeg måtte hellere leve med problemet.
Da jeg altid havde elsket Kristen Videnskab, besluttede jeg mig for at tage min afsked som gymnasielærer for så at fokusere på at studere alt, hvad jeg kunne finde for at se, om Kristen Videnskab kunne helbrede mig.
Efterhånden som jeg lærte mere om Gud, begyndte jeg at undersøge begreberne ’det absolutte’ og ’det menneskelige’, som beskriver den samme ting blot set fra forskellige synspunkter. For eksempel: set fra jorden synes solen at rotere omkring jorden; set fra solen roterer jorden om sin egen akse. På samme måde kan det fra den menneskelige synsvinkel se ud, som om Gud helbreder problemer – hvorimod Gud kun kender det gode, ligesom lyset kun kender lys. Hvad der ser ud som helbredelse for os, er bare Gud, der erGud.
Fra dette absolutte synspunkt så jeg, at jeg allerede - som Guds billede og lighed - vidste alt, hvad jeg behøvede at vide, eftersom Gud ved alt. Med en følelse af lettelse følte jeg mig fri til at nyde Guds syn på mig, mens jeg bad. Idet jeg fortsatte med at studere og bede, begyndte jeg at ’være’ og at give udtryk for de åndelige kvaliteter, jeg ville kunne udtrykke, hvis jeg allerede var helbredt. Jeg gik ikke i gang med at løfte tunge vægte, men begyndte dog at udtrykke den glæde, frihed og taknemmelighed, som jeg ville udtrykke, hvis jeg var helbredt for brokken. Hermed mener jeg ikke, at ønsketænkning eller selv positiv tænkning er kristen, videnskabelig bøn - selv om de begge har hver deres fortrin - men jeg mener virkelig, vi kan udtrykke de åndelige kvaliteter såsom glæde og taknemmelighed over helbredelse, når vi ser os selv åndeligt, sådan som Gud ser os frem for at vente på, at de menneskelige omstændigheder ændrer sig.
Beslutningen om at ”være hvad jeg ville være, hvis jeg var helbredt” var resultatet af den forståelse, jeg havde fået fra en tidligere helbredelse, såvel som fra det, jeg nu var ved at lære. Mens jeg for år tilbage var i flåden, fik jeg tildelt nogle pligter, jeg følte tyngende og kedelige. En Kristen Videnskabs foredragsholder havde sagt, at bønnen om ”at være” altid blev opfyldt, mens bønnen om ”at få” aldrig blev opfyldt – fordi bønnen om ”at få” forudsatte, at Gud havde ladet noget være ugjort, mens ”at være” er en bekræftelse på Guds fuldkommenhed her og nu. Ideen om, at Guds arbejde er fuldført, vakte genklang hos mig, og jeg begyndte ”at være” de åndelige egenskaber, jeg ville være, hvis jeg var i gang med et arbejde, jeg holdt af. Snart opdagede jeg, at jeg nød de ekstra pligter uden at føle, de var tyngende eller kedsommelige.
Mens jeg bad for at opnå frihed for brok, tilsluttede jeg mig Guds absolutte synspunkt og lærte, at jeg allerede var Guds billede og lighed. Jeg indså, at ved at acceptere denne sandhed, kunne den fysiske tilstand ikke have nogen virkning på min evne til at være Guds udtryk. Jeg vidnede om sandheden i det, Mary Baker Eddy skrev i Videnskab og Helse: ”Den fysiske helbredelse i Kristen Videnskab er nu som på Jesu tid resultatet af det guddommelige Princips virke, over for hvilket synd og sygdom mister deres virkelighed i den menneskelige bevidsthed og forsvinder lige så naturligt og lige så uundgåeligt, som mørke viger for lys og synd for omvendelse” (s. XI).
Samtidig med at jeg fokuserede på den absolutte Kristen Videnskabs kendsgerninger, fortog smerten sig. Faktisk blev det materielle billede irrelevant. Lidt efter lidt kom jeg i gang med at spille tennis, ride, svømme og endog løfte vægte helt uden ubehag. Også i dag kan jeg frit gøre alt dette uden ubehag eller smerte.
Nu kan jeg se, at min helbredelse kom af at forstå Sandheden og glad holde sig til det, der er sandt uanset de materielle omstændigheder. Som den lamme mand ved Betesda-dammen, havde jeg ventet på, at vandene skulle komme i bevægelse, før jeg gav udtryk for åndelige egenskaber som fred, taknemmelighed, og glæde, som altid var mine, fordi jeg var Guds billede og lighed. Jeg opnåede min helbredelse ved at være villig til at adlyde Kristus-budskabet om at tage min seng (af undskyldninger) og gå og være rask.
Lige siden denne helbredelse ser jeg, at Bibelen og Videnskab og Helse er fyldt med eksempler på ideen om ”at være” i modsætning til ”at blive”. Et tydeligt eksempel er helbredelsen af manden ved Betesdadammen, hvor Jesus ganske enkelt spurgte manden, om han ville være rask – frem for at han hjalp ham ned i dammen, så han kunne blive rask. To andre findes i følgende afsnit fra Videnskab og Helse: ”At indrømme over for sig selv, at mennesket er Guds egen lignelse, giver mennesket frihed til at mestre den uendelige idé” (s. 90), og ”Vi må vende blikket i den retning, vi ønsker at gå, og vi må handle som den, der ejer al magt fra Ham, i hvem vi lever” (s. 264). Jeg har tænkt nøje over "den videnskabelige fremstilling om væren" (frem for "at blive") fra s. 468 i Videnskab og Helse. I matematik, ”bliver” to plus to ikke til fire, to plus to er fire. Og i absolut Kristen Videnskab ”bliver” mennesket ikke til Guds billede og lighed, mennesket er Guds billede og lighed.
Denne helbredelse har lige siden haft stor indflydelse på min tilgang til bøn. Når et problem dukker op i dag, spørger jeg, hvilke åndelige egenskaber jeg ville udtrykke, hvis problemet allerede var helbredt, og så begynder jeg at bestræbe mig på at udtrykke dem, mens jeg beder. Måske ville du opfatte det på en måde som ”at leve mit liv, som om alle mine bønner var opfyldt.” Selv synes jeg, det er et frydefuldt alternativ til at vente ved en eller anden Betesdadam for at blive helbredt.
Når stormfulde skyformationer dukker op, ser jeg mig ”syngende i regnen” i det omfang, jeg er villig til at se mig selv, som Gud ser mig og så anerkende Guds sandhed som sand. Hermed indbyder jeg glad alle til at gøre det samme. Så lad os danse!
