Den helbredelse, jeg her vil fortælle om, var længe om at komme, men da den kom, skete det hurtigt. Det viste sig, at det havde meget at gøre med at opnå en klarere og mere levende følelse af, hvad det betyder, at tid ikke i sig selv er en faktor i virkelighedens verden, i den åndelige virkelighed. Jeg opdagede, at denne virkelighed kan opleves lige nu i form af helbredelse. I Videnskab og Helse med Nøgle til Skriften skriver Mary Baker Eddy: ”Sandheden har en helbredende virkning, selv når den ikke fuldt ud forstås”. (s. 152) Jeg hævder ikke, at jeg forstår, at tid ikke har nogen magt, når det drejer sig om helbredelse, men denne opdagelse gav virkelig et skub til min forståelse af Guds evige nærvær.
Da jeg for nogle år siden planlagde familiens flytning fra den ene ende af landet til den anden, bemærkede jeg, at der var en unormal vækst i min hovedbund. På grund af flytningen var det svært for mig at arbejde koncentreret i bøn. Men da jeg før havde fået mange helbredelser i Kristen Videnskab, forventede jeg også at blive helbredt nu. Jeg fortsatte med at arbejde i bøn, men månederne blev til år, og til trods for at jeg i samme tidsrum fik andre helbredelser, så skete der ikke noget med denne unormale knop, og ubehaget fortsatte.
Jeg husker en samtale med en Kristen Videnskabs Praktiserende, som jeg havde ringet til for at få hjælp gennem bøn, hvor jeg fortalte hende om en oplevelse fra min tidlige barndom. Jeg havde set et postbud, hvis hoved var barberet på en måde, så man kunne se nogle knopper, der lignede min. Min mor, som dengang endnu ikke studerede Kristen Videnskab, fortalte mig, at denne mand led af en sygdom, som ikke kunne kureres, og det gjorde stort indtryk på mig. Den praktiserende kom med et ret chokerende svar, der gik ud på, at jeg som Guds elskede barn aldrig havde haft denne oplevelse. Jeg skulle bare slippe den. Det var svært at acceptere, men jeg fortsatte med at tænke over det i lyset af Kristen Videnskab. En voksende forståelse af menneskets åndelige oprindelse blev nu mere virkelig for mig. Ved at indse det, blev frygt erstattet af en klar forventning om helbredelse, og om at det gode ville sejre.
En sætning fra Videnskab og Helse, der betød meget for mig, siger: ”Den sande teori om universet, mennesket indbefattet, findes ikke i materiel historie, men i åndelig udvikling”. (s. 547). Jeg følte behov for at revurdere den oplevelse, jeg havde haft, og ligeså for den pågældende mands tilstand, ud fra et standpunkt om vores nuværende åndelige fuldkommenhed som Guds børn nu og altid. Dette var hver dag mit faste udgangspunkt for at praktiserede Kristen Videnskab. Selv om jeg stadigvæk ikke så noget bevis på fysisk ændring, så var det en tid med stor åndelig opvågnen.
Så skete det engang i efteråret 2009, som resultat af et onsdagsmøde eller af studiet af Kristen Videnskabs ugetekst, at denne enkle, skønt vidtrækkende idé faldt mig ind: Når der ikke er nogen begyndelse på vildfarelsen, som jeg forestiller mig som fejlagtige tanker, manifesteret som al mulig unormalt, så kunne der heller ikke være en ende på vildfarelsen. Denne knop var uden egentlig eksistens eller virkelighed. Den ejede hverken begyndelse eller ende.
Jeg var helt opslugt af denne indsigt. Spørgsmålet var nu: Hvad venter jeg på – og hvorfor troede jeg, at jeg skulle vente på en helbredelse? Jeg tror, jeg fangede et glimt af mig selv som en person med en identitet, der var tænkt, skabt og opretholdt af Gud alene. Og hvad kunne blande sig i Guds arbejde?
Lidt senere, mens jeg arbejdede i køkkenet, stødte jeg hovedet ind i hjørnet af et skab, lige på det kritiske sted. Mens jeg tjekkede, hvad der var sket, tænkte jeg: Jeg behøver slet ikke blive ved med at have det problem. Jeg følte mig overbevist om, at Guds kærlighed og omsorg ikke omfattede den slags plagsomme problemer, hverken når det gjaldt mig eller nogen anden. Jeg husker også den nyfundne følelse af Guds godhed som noget, der udelukkede alt, der ikke var godt. Jeg følte mig forpligtet til at holde fast ved det, jeg vidste, var den iboende sandhed om mig selv, lige så fri for fejl som Guds skabning må være.
Denne nye måde at tænke på havde en virkning på hele mit liv, inklusive det, jeg havde følt som et langvarigt behov for helbredelse. Problemet forsvandt i løbet af en uges tid. Jeg indså, at jeg kunne holde op med at vente på en helbredelse, al den stund denne knop hverken var fra eller af Gud og derfor ikke hørte mig til.
Det hjalp mig til lidt bedre at forstå, hvad den praktiserende havde sagt om min tidlige barndomsoplevelse. Set i dette nye lys, så måtte alt, som Gud ikke havde skabt, forsvinde til dets ”oprindelige intethed”, som Mary Baker Eddy skriver i Videnskab og Helse (s. 190).
I løbet af et par uger lagde jeg mærke til, at min hovedbund ikke længere føltes irriteret, og knoppen var væk. Det føltes så naturligt, at den ikke længere var der. Jeg måtte stoppe op mange gange og huske på, at i virkeligheden havde den aldrig været der.
Lexington, Massachusetts, USA
