Et uimodståeligt mål

"Todd, hvorfor arbejder du ikke som offentlig praktiserende?"

Spørgsmålet kom fuldstændig bag på mig.

Det blev stillet af en ven for tre år siden. Jeg var ved at fortælle hende om mine erfaringer med at dele Kristen Videnskab med mine forretningskollegaer, som en del af det at leve mit liv mere åbent som Kristen Videnskabsmand. For mig betød det, at være mere villig til at tilbyde et åndeligt perspektiv i samtaler, hvor venner og kollegaer spekulerede over personlige udfordringer i forbindelse med sundhed, økonomi, menneskelige relationer og så videre. På en venlig og tvangfri måde spurgte jeg dem ganske enkelt, om de kunne tænke sig at høre, hvordan jeg ville behandle en lignende situation som Kristen Videnskabsmand. Som oftest hilste de diskussionen velkommen, og det førte til en dybere samtale om den type åndelig helbredelse, som jeg havde praktiseret hele mit liv. Jeg fandt ud af, at mens folk ikke nødvendigvis følte sig godt tilpas ved at tale om egentlig religion, så var der en bred almindelig interesse i åndelighed - et ægte ønske om at føle sig mere forbundet med en åndelig magt i deres liv.

Dette spørgsmål: ”Hvorfor er du ikke i den offentlige praksis?” genlød i mine ører de næste par dage, og til sidst i et helt klart øjeblik kom svaret. Der var ganske enkelt ingen grund til ikke at virke som praktiserende. Lige siden jeg havde taget klasseundervisning i Kristen Videnskab et par år efter universitetet, vidste jeg, at det at tjene menneskeheden som Kristen Videnskabs helbreder var mit endelige mål for karrieren.

Indtil denne samtale med min ven havde jeg glædet mig over en vellykket forretningskarriere. Jeg havde grundlagt en konsulentvirksomhed og var sammen med mine to partnere glad for at hjælpe nye, voksende selskaber med at løse komplicerede forretningsproblemer. Arbejdet var meget stimulerende. Vore løsninger var opfindsomme, og vi havde opbyggede et solidt omdømme i det lokale forretningsmiljø.

Men lige så meget jeg glædede mig over at hjælpe forretningsledere med at løse deres problemer, havde jeg følt mig tiltrukket af at hjælpe andre til at opdage dybere, mere åndelige løsninger på deres udfordringer, og det vandt mere og mere frem i mine daglige samtaler.

Med mine partneres velvillige samarbejde blev det en rolig overgang fra min konsulentpraksis til min helbredende praksis. Efter et år begyndte jeg at annoncere i The Christian Science Journal. I dag arbejder jeg ud fra mit kontor på hovedstrøget i en mindre by midt i Rocky Mountains.

En af de store glæder ved at have et kontor i byen er samspillet med byens borgere. Anonymitet er der ikke meget af i en lille by, og folk viser ægte interesse for det, som de andre laver, så når jeg bliver spurgt om mit arbejde, kan jeg lide at svare på en måde, der bedst vækker genklang hos den pågældende lige i det øjeblik.

Og hvad det angår, har jeg lært, at den erklæring i Videnskab og Helse, der begynder: ”Ulykker er ukendte for Gud…” (s. 424), gælder under alle forhold. Der findes for eksempel ingen tilfældige sammentræf, så når nogen spørger mig om mit arbejde, ved jeg, at mit svar viser mit ægte ønske om at præsentere Videnskaben om helbredelse på en måde, der udtrykker Kristi kærlighed til alle. Når nogen ringer og be’r specifikt om bøn, er jeg klar over, at vores tid sammen er en unik tankeudveksling mellem patient og praktiserende, og at Guds hånd leder samtalen. Det er helt afgjort ikke en tilfældig samtale, heller ikke er ordene brugt i samtalen tilfældige.

Jeg lærte det for et par år siden, da jeg døjede med en voldsom stivhed og smerte i min nakke. En Kristen Videnskabs praktiserende bad sammen med mig, men der gik et par dage uden bedring. I en af vores samtaler kom den praktiserende til at spørge om, hvordan det gik med min familie. Det brast ud af mig, hvor irriteret jeg var over et bestemt familiemedlems opførsel. Efter en kort pause begyndte vi begge at klukle. Nu stod det klart, hvad der trængte til at blive taget fat på i vores bønner! Helbredelsen kom meget hurtigt. Det er indlysende, at denne praktiserende var lydhør over for Sandheden, Gud, der afdækker og tilintetgør vildfarelse.

Jeg har også lært at undgå tendensen til mentalt at skelne mellem dem, der befinder sig ”i Videnskaben” og dem, der ikke gør. Som Mary Baker Eddy så skarpsindigt bemærkede: ”Jesus så i Videnskaben det fuldkomne menneske, der viste sig for ham, hvor det syndige, dødelige menneske viser sig for de dødelige. I dette fuldkomne menneske så Frelseren Guds egen lignelse, og dette rette syn på mennesket helbredte de syge” (Videnskab og Helse s. 476-477). Det kræver disciplin at holde sin praksis på dette mentale stade, men hvilken forfriskende og dybe måde at se bort fra etiketterne om religion, etnicitet, valg af livsstil, osv.

For mig betyder det at være i den offentlige praksis at være tilgængelig for alle, jeg møder. Det indebærer at være ægte og ærlig i alle samtaler, at tale og lytte fra hjertet, samtidig med at vi sammen lytter til Gud - altså at leve et liv med dyb forpligtelse til at hjælpe enhver til at opdage sin åndelige helhed som Guds elskede barn.