”Cyrus, det her er fedt. Tag en slurk.” Jeg kan stadig huske de ord fra min medstuderende og ven en aften, da vi var ude, og han rakte mig sin flaske med alkohol. Han sagde det meget overbevisende og i en lidt speciel tone. Vi var i gang med andet semester i vores første studieår. Vi havde lige taget hul på studenterlivet og var nu ved at fejre vores sejre i gymnasiet – og at vi nu var kommet så langt.
På det tidspunkt skete der forskellige andre omvæltninger i min tilværelse. En af dem var, at jeg lige havde fundet Kristen Videnskab og med begejstring anvendte dens lære. Jeg havde aldrig i hele mit liv drukket alkohol, og jeg blev hele tiden åndeligt bekræftet i, at jeg skulle fortsætte med ikke at drikke det.
Den aften var vi sammen med en flok studiekammerater, og alle andre end mig drak alkohol. Selvom jeg ikke ønskede at gøre mig bemærket med det, så ønskede jeg heller ikke bare at følge trop for at passe ind og blive anset for at være cool. Jeg ønskede på den anden side heller ikke at være fordømmende over for de andres valg.
Jeg ønskede at værne om min åndelighed. Disse ord fra Videnskab og Helse med Nøgle til Skriften var mit faste holdepunkt, mens jeg tænkte over, hvordan jeg skulle svare min ven: ”Jesus så i Videnskaben det fuldkomne menneske, der viste sig for ham, hvor det syndige dødelige menneske viser sig for de dødelige. I dette fuldkomne menneske så Frelseren Guds egen lignelse, og dette rette syn på mennesket helbredte de syge. Jesu lære gik således ud på, at Guds rige er intakt, universelt, og at mennesket er rent og helligt.” (s. 476-477)
Jeg bad om at kunne se alle i restauranten – lige meget hvad de foretog sig – som Guds børn og om ikke at dømme dem eller at føle mig bedre end dem, fordi de foretog andre valg end jeg. Jeg erkendte Gud som værende allestedsnærværende til alle tider. Og lige dér midt i den dunkende dansemusik var jeg derfor i stand til at have tillid, i rolig, selvransagende bøn.
Efter et kort øjeblik så jeg direkte ind i min vens øjne Jeg husker ikke helt nøjagtigt, hvad jeg svarede ham, men det var cirka sådan: ”Jeg går altså cola-vejen – den drik har jeg det helt fint med”. Mit svar faldt ude tøven – med et stænk af humor samt taknemmelighed for hans åbenlyse venlighed.
Min ven smilede, og jeg tror, han også anså mig for cool. Han accepterede og syntes ikke, jeg faldt udenfor ved at drikke noget alkoholfrit i stedet for at tage imod noget med alkohol. Han tilskyndede mig ikke igen til at drikke den aften. Jeg følte en stor frihed. Følelsen var som en fugl, der fløj højt oppe i luften – og favnede skyernes skønhed. Jeg dansede og tilbragte en god aften med mine venner og andre festglade, som jeg mødte i restauranten. Det var min mest mindeværdige aften ude.
Tit efter en fest kan man høre folk beklage sig over eller forbande, hvad de har foretaget sig i løbet af festen. Når fester går over stregen, foretager nogle sig måske ting, de fortryder. Muntre øjeblikke kan gå hen og blive til bitre øjeblikke, hvis vi ikke respekterer vores egen åndelighed.
Jeg tror, at hemmeligheden ved at modstå fristelser er at bevare et ophøjet livssyn, et åndeligt syn på sig selv og at have som det vigtigste mål - at udtrykke Gud. Selv under festlige omstændigheder (og de kan faktisk vise sig at være de allerbedste muligheder for at udtrykke Gud), kan man udtrykke åndelige kvaliteter så som glæde, lykke, frihed, gæstfrihed og taknemmelighed.
Det er klogt at se fristelser som anledninger til at gå i Jesu fodspor. Jesus tog et standpunkt, da han blev fristet i ørkenen. Han frigjorde sig fra fristerens snarer og: ”Da forlader djævelen ham, og se, engle kom til ham og tjente ham.” (Matt. 4:11)
Jeg tror, det at lade engle ’tjene os’ fremkalder ’den syndefri glæde’, som nævnes i Videnskab og Helse. Her er citatet i dets helhed: ”Den syndefri glæde – Livets fuldkomne harmoni og udødelighed, som ejer ubegrænset guddommelig skønhed og godhed uden nogen som helst legemlig nydelse eller smerte – udgør det eneste sande, uforgængelige menneske, hvis væren er åndelig.” (s. 76) Jeg var nået frem til at forstå denne dybe lærdom i Videnskab og Helse, og den aften, da jeg sagde nej til at drikke alkohol, fæstnede lignende ideer sig i min tanke.
Mens jeg skriver dette, er der netop en overskrift i et populært blad, der citerer nogle forældres bekymringer omkring deres børns sociale aktiviteter hen over lange weekender. Forældrene er bange for, at deres børn kan være under dårlig indflydelse fra ældre kammerater.
Men jeg tænker på, hvordan min mor sov sødeligt mange kilometer borte den aften, da min ven tilbød mig alkohol. Gud var med mig – og Han var mine forældre – og jeg kunne ikke vakle.
