For nogle år siden tabte jeg en stor og meget tung ordbog på min højre fod, og det føltes, som om jeg havde brækket en knogle i foden. Dette skete et par dage før den årlige, fysiske undersøgelse, som mit arbejdssted forlangte. Lægen bekræftede bruddet, men sagde, at fordi knoglen var så lille, kunne han ikke gøre noget ved det. Jeg takkede ham og forlod konsultationen med tanken om, at det kunne helbredes gennem bøn i Kristen Videnskab.
Ikke desto mindre – min kærlighed til Kristen Videnskab til trods – satte jeg ikke tid af til regelmæssig åndeligt studium og bøn, og som følge heraf gjorde jeg ingen fremskridt i helbredelsen. I stedet for at tage mig sammen til at tage mig af problemet, ignorerede jeg det nærmest og besluttede, at det nok ville gå væk af sig selv. Denne magelighed fortsatte i otte år, selv om det var smertefuldt at gå på foden, og jeg ikke kunne bevæge tæerne normalt.
En dag blev jeg overvældet af frygt for, at jeg var dømt til at plages med problemet hele livet. Det blev et vendepunkt for mig. Jeg tog Videnskab og eHH Helse med Nøgle til Skriften af Mary Baker Eddy frem og fandt dette afsnit: ”Enhver, der vil demonstrere Kristen Videnskabs helbreden, må nøje holde sig til dens regler, tage hver erklæring i betragtning og gå fremad med dens fastlagte grundtræk som udgangspunkt. Der er intet vanskeligt eller besværligt i denne opgave, når vejen er udpeget, men det er kun selvfornægtelse, oprigtighed, kristelighed og udholdenhed, der vinder prisen, således som det sædvanligvis er tilfældet på alle livets områder.” (s. 462). Til at begynde med syntes det skræmmende at skulle opfylde disse krav, men jeg vidste, at hvis jeg fortsatte ad det spor, jeg var kommet ind på, ville det føre til de samme frugtesløse resultater.
Jeg mindedes også noget, en ven en gang havde fortalt mig, og hvad der nu hjalp med til at fjerne min bekymring over, hvor længe denne situation havde varet. Han sagde, at hvis du for 30 år siden havde sat en kasse på en skabshylde og så havde sat en anden kasse ved siden af den i går, kunne begge kasser let fjernes fra hylden – uanset hvor længe de hver især havde stået der. Jeg begyndte at indse, at jeg ved hengiven bøn kunne helbredes. Den lange tid, jeg havde døjet med denne udfordring, havde ingen indflydelse på de åndelige sandheder, som styrede mig.
Jeg begyndte for alvor at studere Videnskab og Helse såvel som helbredelser i Bibelen. En af mine yndlingsberetninger var i Mattæus-Evangeliet, hvor Jesus førtes ud i ørkenen og så blev fristet af djævelen (se kap. 4:1-11). Til sidst sagde Jesus: ”Vig bort, Satan! Thi der står skrevet: ’Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.’” Jeg elskede den autoritet og
hurtighed, hvormed Jesus afviste negative tanker. Jeg fandt ligeledes opmuntring i hans ord: ”Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer” (Matt. 7:7) Jeg begyndte at føle mig tættere på min guddommelige kilde, min Far-Mor Gud.
En dag var jeg ved at tale med min mor om situationen med min fod. Jeg husker ikke noget af samtalen undtagen hendes sidste bemærkning: ”Lige dér, hvor problemet synes at være, hersker der absolut fuldkommenhed!”
Et øjeblik var jeg fristet til at tænke: ”Jeg ved, hvor smertefuldt det er at rejse sig og stå på min fod.” Men så huskede jeg med det samme på Jesu ord: ”Vig bort!”, og at han ikke ville vide af noget, som ikke kom fra hans Far.
I dette øjeblik gik det op for mig, at jeg i bøn havde holdt fast ved, at Gud, det gode, var alt og overalt, undtagen når det gjaldt min højre fod. Jeg indså, hvor tåbeligt det var! Jeg forstod, at jeg hele tiden havde ment, at problemet var i min fod, men at det i virkeligheden var en forkert opfattelse i min tanke om min Fars kærlighed og omsorg for mig og om den fuldstændige harmoni, der karakteriserer min identitet som Hans udtryk. I dette øjeblik vidste jeg, at jeg var helbredt, og sejrrigt rejste jeg mig op og gik ud af værelset uden den mindste smerte. Det var enden på sagen, og jeg har aldrig mere haft besvær med min fod.
Den frihed, jeg fandt som resultat af denne helbredelse, er fortsat med at fremme mit åndelige fremskridt. Det viste mig, at helbredelse altid medfører en ændring i tanken til det, som allerede er sandt om Gud og Hans skabelse. Det gav mig en ny og vedvarende overbevisning om, at Guds kærlighed og omsorg for os er der alle vegne og altid i enhver situation.
Dardenne Prairie, Missouri, USA
