Skip to main content

Befrielse og helbredelse med Fadervor

Fra Kristen Videnskabs Herold - 1. juli 2011

Christian Science Sentinel, July 4, 2011


I Videnskab og Helse kalder Mary Baker Eddy Fadervor ”den bøn, der omfatter alle menneskelige behov” (side 16). Dette viste sig at være sandt for mig for ikke så lang tid siden.

I nogle dage havde jeg haft smerter i min krop, og det gjorde det vanskeligt for mig at bevæge mig frit. Om aftenen den fjerde dag kunne jeg næsten ikke bevæge mig, og jeg måtte sidde i en stol om natten. Selvom jeg har studeret Kristen Videnskab hele mit liv og derfor vidste, at jeg kunne blive helbredt gennem bøn, må jeg indrømme, at mine erklæringer af sandheden kun syntes at være tomme ord.

Den tanke strejfede mig, at hvis jeg bare kunne blive fri for smerterne og få en god nats søvn, kunne jeg tackle problemet mere effektivt. Men da det blev morgen, var jeg stadig tynget af frygt og tvivl; jeg syntes ikke at kunne bevæge mig overhovedet for slet ikke at tænke på at komme ud af stolen.

I min inderlige bøn til Gud bad jeg om at få at vide, hvad jeg skulle lære og gøre, og hvordan jeg skulle bede. Inden jeg overhovedet forsøgte at bevæge mig, faldt det mig ind at bede Fadervor langsomt, koncentreret, ydmygt – ord for ord – og huskede samtidig på denne trøstende forsikring i Videnskab og Helse: ”Kun efter som vi hæver os op over alt, hvad der hører de materielle sanser til, og over synd, kan vi nå den himmelbårne higen og åndelige bevidsthed, som Fadervor giver udtryk for, og som øjeblikkelig helbreder de syge.” (side 16).

Jeg åbnede Videnskab og Helse på siderne 16 og 17, hvor bønnen er trykt sammen med dens åndelige fortolkning. Jeg har altid holdt meget af de allerførste ord, ”Vor Fader”, der øjeblikkelig giver bønnen en kærlig og altomfattende almen-gyldighed. Men denne gang fik det en helt ny betydning for mig. Jeg forstod, at jeg ikke var ved at prøve at helbrede materie. Da Gud, Ånd, er min skaber, befandt jeg mig aldrig i materien, var ikke legemliggjort eller inkluderet i materien. I stedet var jeg udelukkende en åndelig genspejling af Gud, eller som Videnskab og Helsesiger: ”Guds sammensatte idé og omfatter alle rette ideer” (side 475).

Derfor måtte alle dele af mit menneskelige legeme simpelt hen være forfalskninger af  de åndelige ideer, som jeg allerede besad. Og Gud måtte være deres skaber og Fader-Moder.

Sikke en vidunderlig tanke!  Disse fejlfrie åndelige ideer, som der bliver sørget for af vores Moder og Fader, og som er fuldstændig styret af guddommelig Kærlighed, må være opretholdt af Guds lov om kærlighed og sandhed og kunne aldrig være i strid med hinanden – kunne aldrig volde hinanden eller andre ideer smerte eller lidelse Dette var mit sande ”legeme.”

Efter den første linje følger så den åndelige fortolkning. ”Vor Fader-Moder Gud, Du fuldt ud harmoniske,” Mit eksemplar af  Videnskab og Helsehavde en bred margen med god plads, hvor jeg havde skrevet noter. En af dem var en definition på harmonisk fra leksikonet, som lød ”knyttet naturligt sammen”. Dette overbeviste mig yderligere om det harmoniske forhold, gensidigheden og endda et kærligt samarbejde imellem alle ideerne – og helt sikkert mellem dem, der udgjorde min sammensatte, åndelige identitet.

Det næste, jeg tænkte på, var ordene: ”Helliget vorde dit navn”. Jeg vidste, at i Bibelen er udtrykkene navn og naturofte brugt synonymt. Så ved at ”hellige” eller ære som helligt Guds navn (og natur) ville jeg i virkeligheden ære min egen Gud-givne natur, og derfor kunne jeg ikke vanære den ved at tilskrive den nogen som helst form for begrænsning, smerte, frygt eller handicap.

Jeg bad alvorligt for ”at være i stand til” klart at kunne vide, at ”som i Himmelen, således også på jorden, - er Gud almægtig, enerådende.”  For mig betød det, at Gud ikke har nogen konkurrent, Der er ingen nummer to, ingen lig Ham. Gud var ”alvirkende” (Videnskab og Helse, s. 587), derfor også den drivende kraft, al-motiverende, og at der ikke fandtes sådan noget som inaktivitet eller ubevægelighed.

Så tænkte jeg på ”vort daglige brød” – frisk, inspirerende, nærende, tilfredsstillende. Aldrig rester fra dagen før; aldrig gentagelse eller rutine. Jeg bad om at kunne forstå dette brød, acceptere det, værdsætte det, ”tygge” (tænke over det, værne om det) og fordøje det – være fuldstændig mættet og tilfredsstillet af det. Intet kunne få mig til at ignorere, overse eller  fortrænge denne åndelige næring, denne ”nåde for i dag”.

Og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere” fortalte mig, at Gud skabte mennesket uskyldigt, rent, uforgængeligt. Jeg kunne derfor med overbevisning erklære, at ikke alene var jeg for altid uskyldig og derfor ikke under nogen lov om straf eller forbandelse for noget, jeg havde gjort eller ikke gjort, og at det gjaldt for enhver anden. Selv da jeg erklærede min uskyld, dukkede spørgsmålet op i mine tanker: ”Hvad i alverden tænker jeg, eller gør jeg, der kan forårsage denne tilstand?”.

Så huskede jeg på den meget trøstende 139. Salme (Salmernes Bog): ”Herre, du ransager mig og kender mig! Du ved, når jeg sidder, og når jeg står op … vers (1 og 2). Hvis det er Gud, som ”ransager” og ”ved”, hvad kunne så være bedre?  Alt, hvad Gud ved om os, er fuldkommenhed, renhed, uskyld. Så vi kan helhjertet ”takke ham”, fordi vi er ”underfuldt skabt” (vers 14).

Mine tanker fyldtes med taknemmelighed, da jeg forstod, at Gud ikke leder os ind i fristelse, men frier os fra al synd, sygdom og død. Jeg kunne med stor glæde trække min billigelse af

”død” tilbage i forbindelse med mobilitet, helbred, aktivitet og bekræfte, at ”Dit er Riget og magten og æren i evighed”. Der er simpelthen ikke noget andet rige – ingen anden virkelighed; ingen lejlighed eller risiko for nogen konkurrerende magt eller tilstedeværelse, fordi Gud alene er ”uendelig, almagt, alt Liv, Sandhed, Kærlighed, over alt og Alt.”

Jeg holdt fast ved, at disse sandheder virkede  – de var ikke og kunne ikke blive omstødt eller sættes ud af kraft. Jeg fastholdt tilmed min glæde og lukkede op for Sandheden.

Da bønnen var slut og uden at tænke over det, sprang jeg bogstaveligt talt op af stolen, bevægede mig frit, glad og fuldstændig uden smerter. Denne helbredelse skete for mere end et år siden og har holdt sig lige siden.

Jeg var naturligvis dybt taknemmelig for denne frihed, men endnu mere taknemmelig over at have udforsket hvert ord i Fadervor og for den inspiration og glæde, som fulgte med. Denne vidunderlige bøn møder sandelig alle menneskelige behov. Den fortsætter med at inspirere, trøste og helbrede.

The Mission of the Herald

In 1903, Mary Baker Eddy established The Herald of Christian Science. Its purpose: "to proclaim the universal activity and availability of Truth." The definition of "herald" as given in a dictionary, "forerunner—a messenger sent before to give notice of the approach of what is to follow," gives a special significance to the name Herald and moreover points to our obligation, the obligation of each one of us, to see that our Heralds fulfill their trust, a trust inseparable from the Christ and first announced by Jesus (Mark 16:15), "Go ye into all the world, and preach the gospel to every creature."

Mary Sands Lee, Christian Science Sentinel, July 7, 1956

Learn more about the Herald and its Mission.