For nogle år siden begyndte jeg at arbejde i bøn for min Kristen Videnskabs helbredende praksis. På det tidspunkt bestod min praksis hovedsageligt af medlemmer af Kristen Videnskabs-studerende. Men jeg ville rigtig gerne udvide kredsen, så jeg også kunne nå andre mennesker. Det resulterede i, at jeg kontaktede et par, jeg kendte i min hjemby St. Louis – også Kristen Videnskabsmænd. Vi diskuterede muligheden for at etablere en kirke i den indre by, og vi talte om, at vi måske kunne prøve at gøre tingene anderledes.
Inderst inde var det nok enkelthed, jeg længtes efter. I min grenkirke havde der altid været lange forretnings- og komité-møder, og jeg havde tit tænkt, at hvis alle ville bruge lige så meget tid på helbreden og bøn, hvilken bevægelse ville vi så ikke have? Hvis tingene blot var mere enkle, hvis der ikke var så meget arbejde på de indre linjer, så mange ting, der altid skulle klares. Ikke fordi jeg var imod kirkearbejde. Det var jeg slet ikke, men jeg havde bare en trang til at skrælle det ekstra lag af, der måske ikke var helt nødvendigt.
Derfor begyndte jeg at studere Kirkehåndbogen. Jeg lavede tre lister: en der omfattede de krav, som ifølge Håndbogen kun gælder Moderkirken. En anden for de krav, der gælder grenkirker. Og på den tredje liste opførte jeg alt det, vi gjorde, som vi troede var krav, hvoraf nogle overhovedet ikke var nævnt i Håndbogen, men som enten var blevet tradition, eller bare var noget vi plejede.
Jeg indså, hvor enkel kirke kunne være og samtidig, hvor totalt åben døren var for at afprøve nye og friske ting. Et af resultaterne var, at jeg begyndte at lave musik til nogle Bibel-vers, og det skabte en vidunderlig platform for at udveksle ny musik med nogle andre kirkemedlemmer.
Tre af os satte os sammen, og vi lejede førstesalen i en 2-etagers butik. Vi holdt først søndagsskole med de få børn der var, og derefter gudstjeneste. To år senere blev vi registreret som Kristen Videnskabs Samfund, og kort tid efter lejede vi hele bygningen og kunne udleje lejligheden over os. Nu har vi en Søndagsskole fuld af børn og en vidunderligt voksende og aktiv medlemsskare.
Vi tog imod en masse unge mennesker, og vi fik dem straks involveret, f.eks. i solosangen, undervisningen i søndagsskolen, ja selv som Forelæsere i kirken, fordi vi har et uformelt, roterende læser-system. Ved vores gudstjenester oplever vi Kristus lige her og nu. ”Vi er selv kirke”, er et udtryk jeg ynder at bruge. Det er ikke sådan, at vi forsøger at gøre noget for verden; vi er blot kirkens tilstedeværelse i lokalsamfundet, og vi stoler på, at det har en ægte helbredende virkning på vores omgivelser. Jeg vil nødig virke banal, men det føles virkeligt sjovt. Det føles virkeligt levende. Efter gudstjenesten forleden var der en, der sagde til mig: ”Det kører jo bare derudaf.”
Det er dejligt at gå i kirke og føle, at det er her og ikke noget som helst andet sted, man har lyst til at være. Vores gudstjenester er stadig præget af værdighed. Vi følger Håndbogen, og vi gør vores bedste for at følge dens vedtægter, men det er, som om vi ikke tænker helt så meget på, om vi nu gør det rigtigt. Om vi nu kommer til at lave kludder i det. Der er meget spontanitet forbundet med vores kirke.
Lige fra begyndelsen var det bare naturligt at elske alle og at inkludere alle. Vi sørgede for, at der var det samme spillerum for alle – uden rangorden. Alle var bare deltagere, og deltagere er netop det ord vi bruger.
Medlemskab af kirken er faktisk ret nemt. Vi opstillede en side med vedtægter, og det har vi holdt fast ved. Vores love siger, at for at blive medlem, skal man studere Biblen og Videnskab og Helse og forsøge at demonstrere de sandheder, de rummer i sit liv; at man ønsker at være med i dette samfund af mennesker, der arbejder på at bevise disse sandheder. Man skaber en egen integritet ved at holde fast ved denne forpligtelse – at det er det, man gerne vil gøre.
En mand med hudkræft i ansigtet, som han dækkede med et plaster, var kommet i kirken i et halvt år. Han blev fuldkommen helbredt og gav et vidnesbyrd ved et onsdagsmøde. Han sagde, at det, der havde helbredt ham, var den enkle følelse af at være badet i kærlighed, som han mødte i kirken. Hver gang han kom til vores gudstjenester, uge efter uge, følte han denne umiddelbare kærlighed. Det kan selvfølgelig også forekomme i en traditionel kirke. Men når alt kommer til alt, så er det for mig den eneste målestok for, om vi gør det rigtigt.
Resten, at optræde uformelt, være aktuelle osv. følger naturligt, men det er ikke det væsentligste. Det væsentlige er: Helbreder vi? Elsker vi hinanden? Er det en glad følelse vi har, når det gælder kirke? Vokser vi? Jeg kan tilføje dette: ingen der besøger vores gudstjenester vil føle, at kirken er ved at dø. Man føler tværtimod en høj summen af vitalitet og aktivitet – det her kører bare.
Sidste år var jeg i Indien med en gruppe studerende – alle Kristen Videnskabsmænd. En aften hvor vi sad og snakkede, spurgte de mig: Kan vi regne med, at vi fortsat vil have en kirke, både nu og senere? Jeg er så taknemmelig for, at jeg straks og ærligt kunne svare: ”Er I tossede? I står foran en åben dør. Mulighederne er uendelige og ubegrænsede for, hvordan kirke kan se ud.”
