Skip to main content

Så hurtigt kom jeg mig – motorcyklisten fortæller

Fra Kristen Videnskabs Herold - 1. september 2011

The Christian Science Journal, 5.2011


Enhver motorcyklist lærer hurtigt, at den største fare kommer fra andre trafikanter  trods  deres bedste intentioner. Det er dem, der, af hvilken grund det end måtte være, ikke er opmærksom på dig og ofte ikke ser dig. Så svinger de til venstre fra højre kørebane eller skifter kørebane uden at vise af, eller på anden vis kommer for tæt på dig, når de krydser din bane.

Derfor kører mange af os i det, vi kalder en ”boble,” holder sikker afstand til bilerne omkring os, mens vi hele tiden er på vagt over for mulige trusler ved ”boblens” rand. (Kigger en bilist i nærheden i sit bakspejl og er måske ved at skifte kørebane? Taler en bilist i mobiltelefon og er  ikke opmærksom på dig?) For nylig bristede  min ”boble”. Og jeg opdagede, at det ikke er nok at fylde den med agtpågivenhed  og sund sans. Du må fylde den med Kristus, en anerkendelse af Guds nærvær som den eneste magt og kraft, der omgiver dig, ”thi i ham lever, røres og er vi” (Apostlenes Gerninger 17:28). Denne anerkendelse må omfatte en aktiv fornægtelse af nogen som helst magt ud over Gud.

Jeg havde kørt motorcykel i 45 år og aldrig været ude for en ulykke. Jeg opfatter mig selv som en eksemplarisk motorcyklist – sikker, dygtig, og øvet i at aflæse andre trafikanter. En smuk dag i juni sidste år var jeg på vej mod et vejkryds i New York med ca. 40 km i timen, da jeg så en SUV på vej mod krydset fra den modsatte side. Han så ikke ud til at ville dreje; han gjorde ikke tegn til, at han ville dreje; og så drejede han – lige ind i mig, og ramte hele min venstre side med SUV’ens forparti, slyngede mig af cyklen, op i luften, og så ned på jorden igen.

Jeg har aldrig følt så stærke smerter, eller endog forestillet mig, at det var muligt. Det føltes, som om min venstre arm var brækket, og det samme gjaldt mindst ét ribben og mit venstre ben. Jeg var landet ca. tre meter væk fra motorcyklen og lå og jamrede mig på jorden. Jeg havde en svag fornemmelse af, at jeg skulle bruge Kristen Videnskab, men smerten optog hele min opmærksomhed. Imidlertid kunne jeg høre flere mennesker omkring mig kalde 112 på deres mobiltelefoner, og det slog mig, at også jeg kunne ringe fra min telefon, der befandt sig i min højre bukselomme. Min højre arm havde det fint, så jeg tog hjelmen af, fik telefonen frem, og ringede til min kone. Jeg fortalte hende, hvad der var sket og bad hende om at ringe til en Kristen Videnskabs praktiserende.

Jeg vidste, at enhver Kristen Videnskabs behandling bringer helbredelse, så der begyndte at komme lidt ro over mig med bevidstheden om, at jeg omsider ville være OK. Et par minutter senere ankom ambulancen; ambulancefolkene bandt mig fast til en båre og kørte hurtigt til det nærmeste sygehus. Mine tanker var endnu temmelig meget fokuseret på smerten, men det gik op for mig, at jeg skulle være stille og modtagelig for bønnen i Kristen Videnskab, som den praktiserende bad for mig. Jeg startede med at tænke over, at der ikke kunne være noget brud i mit forhold til Gud. ”Mennesket er udtryk for Guds væren” (Videnskab og Helses. 470) – har altid været det og vil altid være det – så jeg vidste, at der ikke var nogen tilfældig fysisk skadelig hændelse, ingen ulykke, det være sig nok så alvorlig eller dramatisk, der kunne skille mig fra min væren i Guds harmoni. På samme måde måtte mine knogler udtrykke den samme absolutte harmoni, og der kunne ikke ske noget brud.

Stillet over for denne sandhed begyndte smerten at fortage sig. Da ambulancen nåede frem til sygehuset, snakkede og pjattede jeg med ambulancefolkene. Jeg havde det stadigvæk dårligt, men den voldsomme smerte, og den voldsomme frygt, var forsvundet.            

Ambulancefolkene kørte mig ind på skadestuen og efterlod mig der for at blive indskrevet. Det blev faktisk en stille stund, der tillod mig at samle mine tanker. Jeg bad for at få klarhed over, at hverken en læge eller ambulancepersonalet kunne diagnosticere min sande tilstand, og ingen anden trafikant og ingen ulykke kunne bestemme den. Jeg er en Kristen Videnskabsmand, og Kristen Videnskab definerer, hvem vi er, og hvor vi er til alle tider – Guds fuldkomne børn, aldrig uden for Hans omsorg.

Mary Baker Eddy, der grundlagde Kristen Videnskab, skrev ” En Kristen-Videnskabsmand, som videnskabeligt forstår, at alt er Sind, begynder med det mentale årsagsforhold, tilværelsens sandhed, for at tilintetgøre vildfarelsen” (Videnskab og Helse s. 423). Denne erklæring er overraskende, revolutionerende. Pointen her er, at ideer bestemmer alting – ja, bogstaveligt talt alting. Vi har i århundreder været klar over, at ideer har stor indflydelse. Ideer kan sætte krige i gang; ideer kan standse dem. Bilen var en idé. Internettet var en idé.

Men Eddy gik endnu videre med sin erklæring, at idéer kontrollerer fysiske tilstande. Ideer, tænkning, helbreder, hvad der synes at skade legemet. Hun skrev: ” Knogler har kun den substans, som den tanke har, der danner dem” (Videnskab og Helse, s. 423). Det er derfor tanker, der former knoglerne, og korrekt tænkning former dem korrekt.

Så det er åndelig tænkning, der er den afgørende faktor, der tilintetgør enhver påstand om smerte eller brud.

I vanskelige situationer finder jeg det vigtigt at erklære, at jeg er Kristen-Videnskabsmand. I ovenstående citater anerkender forfatteren specielt Kristen-Videnskabsmænd som dem, der forstår, at Gud er alt og materie intet. Og selv om jeg har været Kristen-Videnskabs-studerende hele mit liv, har jeg somme tider brug for at minde mig selv om, hvem jeg er. Jeg erklærer det. Og det betyder, at jeg kan fremkalde og udtrykke denne åndelige tænkning hvor som helst og under hvilke som helst omstændigheder. At erklære min status som Kristen-Videnskabsmand definerer mig også som vidne til Kristus i aktion, Guds, Ånds helbredende magt til at gavne menneskeheden på enhver måde og i hver af livets facetter.

      "Dette korrektiv,” lærer Videnskab og Helse, ” er et omdannende middel, som når til alle dele af den menneskelige organisme. Ifølge Skriften trænger det ind til »marv og ben«, og det genopretter menneskets harmoni” (s. 423). Jeg vidste, at denne omdannelse var ved at finde sted hos mig gennem den praktiserendes bøn såvel som min kones og min egen bøn.

At være en Kristen-Videnskabsmand ligner i virkeligheden ikke så lidt det at være en motorcyklist - du må være på vagt over for dine egne handlinger og tanker såvel som overfor, hvad der foregår omkring dig.

Mens jeg lå spændt fast og uden opsigt på skadestuen i omkring ti minutter, besluttede jeg mig for at gøre mig fri. Jeg trak højre arm fri og løste de to stropper, og derefter trak tapen af, der holdt mit hoved. Da nogle i hospitalsuniform gik forbi, bad jeg dem om at hejse båren op til siddende stilling, hvad de gjorde. Efter yderligere ti minutter kom den sygeplejerske til, som skulle indskrive mig, pegede på resterne af tapen og spurgte: "Har du gjort det?" Jeg sagde ja, og hun sagde, "så formoder jeg, at du ikke havde brug for det, vel?" Jeg var enig, at det havde jeg ikke.

Snart efter kom en læge til for at se på sagen. Vi talte lidt om ulykken og skaderne. Min venstre arm var ikke særlig pæn at se på, og han mente, den kunne være brækket. Så fik han mig rullet ned ad gangen til røntgenoptagelser, der, sagde han, bekræftede et brud på benet. Han kunne ikke forstå, hvorfor jeg ikke følte intens smerte på grund af det.

Da ankom min kone, der også er Kristen Videnskabsmand, til skadestuen og tog del i samtalen. Hun brugte sin mobiltelefon til at sende den praktiserende en SMS om diagnosen: "brækket arm". Den praktiserende skrev tilbage:"Vi vil bevidne ”den videnskabelige værens ubrudte virkelighed'" Også dette citat kommer fra Videnskab og Helse. Den fulde sætning lyder:" Når fornuften ledes ret, tjener den til at korrigere de legemlige sansers vildfarelser, men synd, sygdom og død vil synesvirkelige…indtil Videnskaben om menneskets evige harmoni bryder illusionen om dem med den videnskabelige værens ubrudte virkelighed” (s. 494, kursivering tilføjet).

Stærkt, ikke sandt? Vi kan hvert øjeblik vælge, hvordan vi gennemtænker en situation, og hvad der sker som resultat. Når vi begynder med mennesket som Guds udtryk, er det eneste mulige resultat, at intet ved mennesket eller dets erfaring kan brydes. Kristus er altid virkelig, altid med os, og mennesket er altid intakt. Når vi ser os selv i dette lys, kan vi opdage, at alt, hvad der synes at modsige disse sandheder er tilintetgjort.

Ingen af os er et offer, ligegyldigt hvad omstændighederne påstår. Vidnesbyrdet ifølge den legemlige sans i denne situation var, at jeg havde gjort alle de rigtige ting som motorcyklist, og så kom en anden trafikant og væltede mig. Det var den eneste boble, som brast - ideen, at vi kan beskytte os selv med menneskelige handlinger. Helt sikkert skal vi forholde os fornuftigt i vores gøren og laden, men den eneste sande beskyttelse kommer, når vi vender os til Gud.

Sandheden - den ubrudte virkelighed – var, at jeg aldrig var ophørt med at være Guds udtryk og aldrig kunne opleve noget mindre end fuldstændig, vedvarende harmoni og beskyttelse, lige meget hvor stærkt tegnet på det modsatte synes at være. Og det kunne heller ikke den anden trafikant! Gud er Sind, og den anden fører udtrykte konstant dette Sind. Han kunne ikke for et øjeblik distraheres fra sin sande identitet, og denne identitet var ikke i stand til at skade mig eller nogen anden.

Denne måde at tænke på er, hvad Eddy betegnede "at drage rigtige slutninger," og vi kan udvide den, så den dækker mere end vores personlige erfaringer. Så mange mennesker synes at være ofre for kræfter uden for deres egen kontrol. Mennesker, som gjorde alle de rette ting, levede et godt liv, men mistede hjem eller arbejde på grund af andres handlinger - undertiden velmente, undertiden ikke. Også de er ulykker, der vil gøre krav på uskyldige ofre.  

Men i Sandhed, Gud, kan der hverken være ulykker eller ofre. Der kan ikke forekomme afvigelse fra den harmoniske værens virkelighed. Gud er den eneste magt, og ingen anden påstået magt kan gribe tilfældigt ind i vores liv, hvis ikke vi tillader det.

Det er heller aldrig for sent. Uanset hvor slemt, det ser ud, kan vi altid bevidne virkningerne af ret ræsonneren, åndelig tænkning. En god ven af mig, en anden Kristen Videnskabs praktiserende, vendte sig ofte til dette citat: "Intet, som de materielle sanser påstår, kan lukke mine øjne for det videnskabelige bevis, at Gud, det gode, er enerådende " (Miscellaneous Writings 1883-1896, s, 277).

Det var den situation, der udfordrede min kone og mig på skadestuen. Ulykken var allerede sket: min arm var allerede skadet, muligvis brækket; mine ribben havde taget skade, var muligvis  brækket; og jeg så gyselig ud. Men vi kan altid vælge ikke at acceptere sådanne indtryk. De er falske ideer, ligesom drømme, og vi kan hvert øjeblik vælge at lukke vores øjne op for den kendsgerning og det bevis, at Gud, og kun Gud, har overmagten.

Den første læge gik, og en anden kom til. Han kiggede på de samme røntgenoptagelser og sagde, at min arm ikke var brækket. Lige dér på dette hospital blev vi vidner til den videnskabelige værens ubrudte virkelighed og ikke den tilsyneladende virkelighed af en brudt væren. Efter femten minutter gik min kone og jeg ud af hospitalet, prajede en taxa og tog hjem. Et stykke tid var jeg lidt øm, men jeg tog på arbejde efter to dage og fløj til Florida for at tilbringe en lang weekend med min familie fire dage senere.

Min højtelskede motorcykel blev af mit forsikringsselskab erklæret for totalskadet, men snart købte jeg en anden (born to ride, baby!), og nu fylder jeg boblen med bøn, hver gang jeg kører.

Faktisk omtaler Eddy direkte motorcyklistens "boble" i noget, hun har skrevet sent i 1800-tallet, længe inden motorcykler blev opfundet. "Gud er på samme tid tilværelsens midtpunkt og omkreds" (Videnskab og Helse, s. 203-204). Kærlighed fylder vort væsens kerne og dets kant, og giver os fuld beskyttelse hvor som helst, og hvordan vi bevæger os. Gud, ubrudt virkelighed, styrer al aktivitet, der krydser vores vej.


Sammen med sin kone, Andrea, driver Lynde McCormick to forretninger i New York.

The Mission of the Herald

In 1903, Mary Baker Eddy established The Herald of Christian Science. Its purpose: "to proclaim the universal activity and availability of Truth." The definition of "herald" as given in a dictionary, "forerunner—a messenger sent before to give notice of the approach of what is to follow," gives a special significance to the name Herald and moreover points to our obligation, the obligation of each one of us, to see that our Heralds fulfill their trust, a trust inseparable from the Christ and first announced by Jesus (Mark 16:15), "Go ye into all the world, and preach the gospel to every creature."

Mary Sands Lee, Christian Science Sentinel, July 7, 1956

Learn more about the Herald and its Mission.