Jeg elsker at løbe på ski. Men i en periode på cirka fem år blev jeg nødt til kun at løbe på lette pister, fordi jeg ikke rigtigt kunne skelne snedækket. Det var som om, der var et lysskær eller en tåge hen over det, og det gjorde, at jeg ikke kunne opfatte ujævnheder, ispletter eller ændringer i hældning. Jeg kunne ikke løbe hurtigt eller tage stejle, uregelmæssige skrænter, men måtte blive på meget lempelige skråninger. Jeg fulgte altid andre skiløbere, fordi deres bevægelser fortalte mig hvordan terrænet var.
Problemet med lysskær meldte sig også hjemme i New York City. På tennisbanen eller på en solbeskinnet gade virkede folk og ting utydelige.
Før jeg hørte om Kristen Videnskab, troede jeg på, at nogle sygdomme var forårsagede af tanker - f.eks. mavesår, stresshovedpine, rygsmerter, osv. Så, for cirka 18 år siden begyndte jeg at læse mere om Kristen Videnskab, og da blev jeg overbevist om, at sygdomme blot er en manifestation af tanke og kan helbredes, hvad enten vi må udfordre vores egne tanker om en situation eller en forkert verdenstanke. Jeg tænkte over ideen om, at Gud - al værens kilde - er åndelig. Egentlig havde jeg allerede lært dette i den religion, jeg kendte som barn; Gud var ikke en mand oppe i himlen. "Han" kunne ikke ses med vores fysiske øjne.
Men Kristen Videnskab førte mig til det næste logiske skridt. Hvis Gud er åndelig, og Gud er den eneste årsag, så må alt være Ånd. Hvor kunne Gud hente materie, som materielle væsener kunne skabes af?
Når jeg bad om problemet med tåget syn, tænkte jeg over at syn, opfattelse, er: at vide. Det er en mental handling; det er ikke fysisk. Jeg havde lært i Kristen Videnskab, at viden er en handling, der hører Sind (et andet navn eller synonym for Gud) til. Gud, Sind, kunne ikke kende ting på en uklar måde.
Kristen Videnskab lærer at materie ikke besidder egentlig substans, er ikke virkelig; og det måtte jeg tænke meget over. Når jeg spekulerede over det, kunne jeg se, at alt materielt før eller siden falder fra hinanden og mister identitet. Materie kalder sig "noget" men har ingen vedvarende eksistens eller identitet. Kunne den tilkendes nogen form for virkelighed? Ikke ifølge min forståelse. Men Sind, Ånd, er her altid, når som helst, jeg vender mig til det. Det er altid levende og stærkt. Så Sind er virkelighed. Materie er ikke.
Når det tågede lysskær viste sig, blev jeg ved med at bede på denne måde: "Sind erkender. Og Sind erkender ikke på en tåget, sløret måde, men klart, fuldkomment, naturligt."
Da jeg hørte, at dette lysskær var et af symptomerne på grå stær, valgte jeg ikke at blive urolig over denne situation. Jeg kunne stå på ski, selv om det forekom noget uambitiøst. På tennisbanen regnede jeg med, at jeg kunne slå en 'uskarp' bold lige så let som en 'skarpstillet' bold.
Så skete det i december 2006, mens jeg pakkede til en skitur til Colorado, at jeg måtte afbryde forberedelserne for at bringe en båndoptager hen til en syg ven. Tanken meldte sig: "Jeg er vel nok et godt menneske, at jeg gør dette." Jeg fangede hurtigt denne tanke og udbrød: "Kan du så komme ud af fantasiland!" Med andre ord, at forestille mig selv som udtryk for en personlig opfattelse af godhed og næstekærlighed var faktisk ensbetydende med at skabe en falsk identitet. Gud er god. Jeg udtrykker denne universelle godhed, så jeg besidder eller skaber ikke min egen personlige godhed.
Så tænkte jeg på noget, Mary Baker Eddy havde sagt til en elev - noget jeg altid havde sat pris på: "Alt, hvad jeg har udrettet, er lykkedes ved at rydde Mary af vejen og lade Gud blive genspejlet" (John C. Lathrops erindringer i We Knew Mary Baker Eddy, Kristen Videnskabs Forlag, s. 118). Jeg vidste at jeg måtte rydde Barbara af vejen og give Sandhed, Gud, æren.
For at få mig selv af vejen, gik jeg ud fra det mest basale bevidsthedsniveau. Jeg fokuserede simpelthen stille og roligt på det, som jeg netop var ved at foretage mig. "Jeg er ved at tage parkaen på. Jeg går hen til døren. Jeg lukker døren op."
I det jeg forlod boligblokken kiggede jeg op på himlen og så en sky glide foran månen - den slags ting, jeg så mange gange havde set. Men denne gang var dens skønhed chokerende. Jeg stod og kiggede en stund på himlen, og så kom dette til mig: "Alt, hvad Liv (Gud) har at byde på, har jeg lige nu. Og det har jeg altid." Jeg havde haft en vanskelig barndom, og nu mindede jeg mig selv på det. Men overbevisningen blev hos mig: Jeg har altid haft alt det, som guddommeligt Liv har at byde på. Så tog jeg lidt efter hen til min vens lejlighed. Det var fredag aften.
Søndag morgen var jeg endelig i Colorado, klædt på til skitur og oppe i skiliften. Jeg nåede bjergtoppen og begyndte at løbe nedad. Sneen så helt tydelig ud. Intet lysskær. Og jeg kunne se hver en skygge. Jeg tog en rute, der slyngede sig mellem træerne, så jeg løb ind og ud af lyset. Sneen blev ved med at se helt tydelig ud.
Jeg tror, at mit ønske om at få ego'et, mit 'fantasi-selv,' af vejen, og blot blive i Guds virkelighed, tillod mig at være åben for den åndelige værens skønhed. Jeg kunne virkelig se. Det minder mig om et vers fra Jobs Bog: "Jeg havde kun hørt et rygte om dig, men nu har mit øje set dig" (42:5).
Det skete i 2006, og jeg har Ikke haft flere problemer med tåget syn.
Hvad enten jeg bruger håndkøbslæsebriller og af og til afstandsbriller fra optikeren, er mit syn tæt på 100% - meget bedre end da jeg første gang fik briller i seksårsalderen. Nu er jeg 77. Gud ske tak for Kristen Videnskab!
New York, New York, USA
