For et par år siden besluttede jeg, at tiden var kommet til at flytte fra min lejede lejlighed og købe mit eget hus. Jeg vidste, jeg kunne stole på Gud til at lede mig til det rigtige hjem, som Han flere gange tidligere havde gjort. Dette viste sig igen at være tilfældet, men det skulle vise sig, at denne flytning ville tage mig på en åndelig rejse langt udover, hvad jeg havde forestillet mig. Jeg bevægede mig fra en opfattelse af Gud som min leder til en opfattelse af Ham som selve min væren.
Inden tre uger var gået, fandt jeg det helt rigtige sted, bød på det, og kunne en måned senere flytte ind. Det var det helt rigtige hus og nabolag. Min tillid til Gud havde ført mig lige netop dér, hvor jeg havde brug for at være.
Da skete der noget, mens jeg, hjulpet af min søn og en af hans venner, var ved at flytte ind. Jeg stod i indkørslen, da flyttebilen ramte et lille halvtag over min sideindgang, som fløj over indkørslen og ramte mig og slog hul i mit hoved. Da jeg løftede min venstre arm op for at afskærme slaget, kom jeg alvorligt til skade med mit håndled.
Jeg mærkede ikke, at jeg faldt. Det føltes i stedet, som om vinger gled ind under mig, løftede mig op og beskyttede mig fra at komme yderligere til skade. Mange gange havde jeg tænkt på og bedt med den 91. salme – ”han dækker dig med sine fjedre, under hans vinger finder du ly,…Thi han byder sine engle at vogte dig på alle dine veje;” (vers 4 og 11) – og jeg følte denne beskyttelse omkring mig Min søns ven ringede til en Kristen Videnskabs praktiserende for mig, hvorefter han og min søn bandt mit hoved ind i håndklæder. Så bad jeg dem om at sørge for, at jeg kunne komme på et Kristen Videnskabs plejehjem. Dér blev jeg plejet på smukkeste måde i omkring en uge – i den tid var jeg endda i stand til at tage til mit årlige Kristen Videnskabs elevmøde! Mit hoved heledes uden mén trods den dramatiske blødning, og jeg følte aldrig nogen smerte derfra.
Anderledes gik det med mit håndled. Det gjorde ondt, var hævet, og kløede. Jeg kæmpede med det i to uger, mens jeg fortsatte med at arbejde dagligt i bøn med den praktiserende. En eftermiddag sad jeg i min nye stue, beskæftiget med nogle papirer, da en skarp, uudholdelig smerte skød gennem min hånd og mit håndled. Næsten uden at tænke over det, sprang jeg op, greb fat i min Bibel, og slog op på første kapitel af 1. Mosebog. Så begyndte jeg at læse højt, så eftertrykkeligt, jeg overhovedet kunne, med al den overbevisning, jeg havde, om den åndelige sandhed, jeg læste. Da jeg havde læst hele kapitlet, var smerten lige stærk, så jeg begyndte forfra. Jeg nåede cirka halvvejs igennem den anden læsning, da de små knogler bag på min hånd begyndte at bevæge sig og gled på plads i mit håndled. Smerten hørte øjeblikkeligt op, hævelsen begyndte at fortage sig, og jeg var helbredt. To dage senere kørte jeg bil igen.
I Kristen Videnskab lærer vi, at første kapitel i 1. Mosebog indeholder den sande beretning om skabelsen, en skabelse der er rent åndelig og fuldkommen god. I Videnskab og Helse skriver Mary Baker Eddy: ”Menneskets harmoni og udødelighed er intakte. Vi må se bort fra den modsatte antagelse, at mennesket er skabt materielt, og vende vort blik mod den åndelige skabelsesberetning, mod det, der bør være indristet i forståelsen og hjertet »med diamantspids« og en engels griffel.” (s. 521).
Jeg har ofte tænkt over, hvad der skete den dag og er kommet til den konklusion, at jeg i den grad identificerede mig med sandheden om, hvem jeg var som Guds billede og lighed, at denne sandhed kom til udtryk lige dér på stedet. Den tanke, at jeg havde et smertende håndled, forsvandt – jeg var hel, med alting på dets rette plads.
Acton, Illinois, USA
