De lokale aftennyheder rapporterede for nylig om endnu to børn, der døde efter skud i et bandeopgør i min by, hvad der mindede mig om en artikel i The Christian Science Monitor (July 25) med den ildevarslende titel: ”Politiet i Chicago bruger hårdere midler i takt med den ophedede bandekrig.” Her er det ikke usædvanligt, at biljagter med høj hastighed fører skyderi mod politiet med sig. Allerede over 40 skudvekslinger har fundet sted i år.
Mens jeg spekulerede over dette, faldt jeg over en rapport af kriminalitets- og jura-reporter Robert Wildeboer. Wildeboer opdagede, at byen Toronto – af omtrent samme størrelse som Chicago – havde omkring en syvendedel antal mord i forhold til Chicago. Han bemærkede, at en afgørende forskel er, at offentligheden i Toronto forlanger et samfund fri for kriminalitet, og at denne forventning gennemtrænger nabolagene, nyhedsmedierne, politikerne, lovgiverne, og ordensmagten (”Under the gun: Mord i Chicago og Toronto”, Chicago Public Media).
For mig tyder denne iagttagelse på en enestående mulighed: ved at nægte at godtage forkert opførsel som legitim, kan vi faktisk formindske den.
Som metafysiker har jeg på første hånd erfaret fordelene ved at koncentrere mine tanker om ubestikkelighed og orden. Frem for at tænke på en by, et styre eller et menneske som uforbederlig korrupt eller at slutte, at vold er en del af livet, der til stadighed vil finde nye udtryksmåder, kan jeg insistere på, at Guds bestandige indflydelse af ro, klarhed, integritet og godhed altid har sin virkning.
For et par uger siden fandt en bølge af røverier sted på to veje i mit nabolag. Ofrene blev antastet bagfra, mens de gik på fortovet, de blev slået ned og deres ejendele taget. Da jeg hørte om disse tilfælde, fastholdt jeg mentalt: sikkerhed er normen, og frygt kan ikke få herredømme i Guds rige. Hans børn er ikke modtagelige for kriminalitet, hverken som gerningsmænd eller som ofre. Det faldt mig aldrig ind at overlade mit nabolag til kaos – men mens jeg bad, følte jeg mig faktisk foranlediget til at gå en tur med min hund i netop de to gader. Det var et naturligt udtryk for en blid, normal, frygtløs færden i nabolaget, som var en bekræftelse på mine bønner.
I løbet af de næste par dage rejste nabolaget sig i forenet protest, og gerningsmændene blev anholdt.
At adskille forbrydelsen fra det enkelte menneske er et grundlæggende princip i Kristen Videnskab. Det kan være et vanskeligt mål at opnå – men hvis en voldshandling forhindres, uden at man har taget hånd om den underliggende årsag i tanken, vil forbrydelsen fortsætte, og der vil vise sig mange andre, der står klar til at begå den. Fængslerne er jo allerede fyldt.
I stedet kan hver af os rette vores tanker og behandle voldskriminalitet i bøn. Frem for at besvare den med frygt, kan vi insistere på, at vold ikke udgør en uundgåelig kendsgerning i vores byer eller i vores liv. Og det gør den ikke – den er en urimelighed uden hjemmel eller magt. Der findes ingen kriminel intelligens. Forbrydelse er en egennyttig ikke-intelligens, og vores ansvar over for vores naboer rundt om i verden er at benægte, at forbrydelse har nogen som helst åndelig legitimitet og fuldstændig adskille den fra menneskeheden. Mary Baker Eddy skriver, at ” de, som forstår Kristen Videnskab, vil holde forbrydelse i ave. De vil hjælpe med til at uddrive vildfarelse. De vil håndhæve lov og orden og frejdigt afvente den visse endelige fuldkommenhed.” (Videnskab og Helse, s. 97).
Vi kan slutte os sammen i bøn med vores naboer omkring i verden, også dem i byer, hvor voldskriminalitet hærger, så som de områder i Storbritannien, der for nylig brød ud i vold. Da stemmer vores åndelige ræsonnement overens med noget, den vietnamesiske munk Thich Nhat Hanh engang skrev: ”Hvis der er noget, jeg gerne vil sige jer, så er det at anbefale jer at tænke grundigt over og finde ud af, hvem den virkelige fjende er. Denne fjende er ikke en person. Denne fjende er en måde at tænke på, som har bragt os alle masser af lidelse. Det er en anledning for os til at sætte os ned, være rolige, og gøre just det – at identificere den virkelige fjende og søge måder at fjerne den på” (Peace Begins Here, s. 105).
Når det lykkes os at skille kriminalitet fra menneskeheden, Guds børn, vil vi blive klar over, at vold ikke er et ”nødvendigt onde.” Denne fremgangsmåde i bøn vil ikke blot gøre os i stand til at støtte nødvendige og passende måder at håndhæve loven på for at forhindre vold og give os sikre byer og nabolag, men vore samfund vil tillige være fyldt med gode borgere og naboer. Vores bønner vil bringe os nærmere vores rette arv, som Eddy beskriver det i Miscellaneous Writings 1883-1896: ”Tænk på denne arv! Himlen lige her, hvor engle er som mennesker…og mennesker som engle, der, bebyrdet en liden stund, springer ind i friheden; og det gode, de gerne vil gøre, det gør de, og det onde, de ikke vil gøre, det gør de ikke” (s. 251).
